Ny side

Der sker ikke så meget på Leeloos.blogspot.com lige nu, for jeg er ved at overføre alt fra min gamle blog til min nye og helt egen side. Den hedder www.lunaleeloo.dk og er stadig under opbygning. Jeg synes, det var på tide at skifte ud med lidt smartere og nyere design, så jeg skifter fra blogger til wordpress. Det tager alt sammen tid, især når nettet er nede halvdelen af tiden. Så hav tålmodighed.☺️

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.

Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.

Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende....indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.

I'm back

Hvor har jeg været? Hvad har jeg lavet de sidste tre år siden den sidste blog? Hvorfor har jeg været væk? Og hvordan er det overhovedet muligt at komme tilbage på sporet af at blogge? Hvad optager mig nu og hvad er vigtigt for mig at skrive om?

Det er tre år og et par måneder siden, jeg sidst skrev på min blog, og jeg havde egentlig tænkt, at det bare kunne blive ved det, og så fortsatte livet (og skriveriet) ud af en anden vej. Jeg har længe tænkt, om jeg skulle skrive lidt mere seriøst, og endda gjort lidt mere end det, da jeg har forskellige udkast liggende både i hovedet og på computeren. Men alt hvad jeg har skrevet, er meget usammenhængende, og det ene øjeblik er det selvbiografiske beretninger og historier, og det næste øjeblik er det fiktion med de mest komplicerede personkarakteristikker og dramatiske historier. Og så har der været lidt eksamensskrivning inde og forstyrre min skrivekreativitet, et job med mange udfordringer, en graviditet og en fødsel, et salg af lejlighed, en flytning og et husbyggeri, samt alle de dersens hverdagsting, som jeg normalt ville skrive om i min blog, men der ikke rigtig hører til i "seriøse" skrivelser. Så derfor har jeg ikke skrevet længe, men måske netop derfor er jeg vendt tilbage til min blog, for der er så mange tanker, forundringer, fornøjelser og spekulationer over livet, der optager min hjerne, og jeg ved at den bedste måde for mig at bearbejde det, er ved at skrive om det.

Da jeg for et par uger siden for første gang i et år loggede på min blog, skimmede jeg igennem, hvad jeg egentlig har skrevet og hvad der har optaget mig, og det er tydeligt, at det er de store følelsesmæssige op- og nedture, jeg ofte har skrevet om, mens der har været ro på bloggen, når der har været ro i mig.

Og nu er jeg er tilbage og hvilken op eller nedtur er der mon at skrive om denne gang? Det siger måske sig selv, når man har læst det første af denne blog, for som jeg skrev, så var der lige en graviditet, der også optog min hjerne og tid, men graviditeten oplevede jeg ikke som den store følelsesmæssige op- eller nedtur. Det var bare fysisk hårdt, (da jeg tog tyve kilo på, hvoraf de 15kg var vand i kroppen, der forsvandt den første uge efter fødslen, mens de sidste fem forhåbentlig ryger af, så snart jeg begynder at løbe igen), og fysisk hæmmende, da min krop ikke kunne de ting, som jeg gerne ville (blandt andet hjælpe til med at brække de gamle bygninger ned, og gøre klar til det nye husbyggeri). Graviditeten var en forholdsvis nem tid, hvor vores bette fis skulle vokse sig stor og stærk, og den skulle forberede min krop og hjerne til det næste store skridt

Og så skulle jeg føde, og det gjorde mega ondt i 40sekunder hvert tredie minut fra vandet gik til jordemoderen tre timer senere anbefalede en epidural, som virkede i tre- fire- fem timer, og så gjorde det mega nas igen i et minuts tid hvert tredie minut i et par timer. Og Jørgen holdt min hånd og vi bekræftede hinanden i, hvor seje vi var, og det var en af sommerens varmeste dage og vinduerne stod åbne, og jeg kunne høre fra andre åbne vinduer, kvinder skrige af smerte og pludselig stoppede de, og så blev det min tur. og det gjorde nas, og jeg fik druesukker, og vi grinte lidt imellem veerne, når jeg lå med numsen i vejret, og der var kold rød saftevand og en kold klud i nakken, og jeg ville presse, men jordemoderen sagde, jeg ikke måtte, og så var der vagtskifte. Og BUM, så var der presseveer, men jeg kunne ikke finde ud af at presse, for jeg var stadig så fokuseret på ikke at presse, og jeg var tappet for energi og så var der gået næsten femten timer siden vandet gik og den første ve blev hilst velkommen, og jordemoderen fortalte mig at nu kunne hun se en masse sort hår, og det havde Jørgen jo også, da han blev født og det var da heldigt, og vi grinte lidt, og ved den næste presseve kom hendes hoved ud og jeg kunne høre et lille klynk fra hende, men så kom der ingen presseve igen og jordemoderen tog fat i barnets skuldre inde i mig og sagde jeg skulle presse alligevel, og der blev trykket på en rød knap, og ind kom en masse folk, og jeg kiggede på Jørgen og han havde blanke øjne og kiggede skræmt rundt og der var ikke længere hyggesnak, men ren professionalisme og 15 kloge og dygtige mennesker, der hev og sled i mine ben, og en af de gamle jordemødre kravlede halvt op på min kæmpe deforme hval af en mave og pressede på, alt imens min primære jordemor hev og sled i barnet. Og jeg skreg, at nu kunne jeg ikke mere, men de sagde alle, at det kunne jeg og så skulle jeg jo. Og endelig kom hun ud, efter hvad der føltes som en evighed, men virkelig kun var 5 minutter, og vupti op på min mave i fem sekunder, hvor hun klynkede en enkelt gang, inden de tog hende fra mig og skjulte hende bag et tæppe af hvide kitler, der gnubbede hende med håndklæder, undersøgte hende og jeg kunne ane hendes nøgne krop skifte farve til en mere naturlig rød farve, og hun var så fin og jeg ville holde hende, men jeg skulle sys og hun skulle ned på børneafdelingen og Jørgen skulle gå med. Men inden han kom hen til hende, havde de besluttet at hun havde det så godt, at hun skulle blive ved os der på stuen, og hun kom hen på min mave og jeg holdt hende og jeg lagde hende til brystet og hun suttede. Og det var sådan det var. Jeg græd ikke og jeg var okay og jeg var glad, og nu var jeg mor.