mandag, maj 15, 2006
Det er koldt og jeg er langt hjemmefra...
Endelig, endelig kan jeg oprigtigt sige, at jeg forstaar Kim Larsens sang. For det er hundekoldt hernede. vi kan se vores egen aande...indenfor i huset, det regner og de lover sne i naeste uge. Sidste nat havde vi jordskaelv, som er det foerste vi har oplevet. De har normalt et hver 14. dag, men vi har ikke kunnet maerke det, da vi bor meget hoejt oppe. Saa sidste nat maa have vaeret slem, siden vi kunne maerke det. Ane sov inde ved mig, da vi laa og sludrede lidt til sent, og da jeg vaagnede ved 4 tiden i morges, troede jeg Ane laa og rystede af kulde, for sengen rystede helt. Men saa kunne jeg hoere mine ting paa kommoden klirrede, og det gik op for mig, at det var et jordskaelv. Saa nu har vi ogsaa proevet, dog halvt i soevne.
lørdag, maj 13, 2006
Wellington og jeg.
Hej til alle Lørdag den 13. maj 2006
Det er lørdag først på aftenen, og jeg har lige haft en total afslappet og meget hyggelig lørdag med mig selv. Jeg vågnede kl.7, selvom jeg havde ligget og læst den halve nat. Stod op klokken halv otte og tog mine løbesko på, som ikke er tæt på at være slidt. Løb en lille tur på cirka 4km (gik dog lidt af vejen), mødte morgen friske mennesker, som alle hilste. Regnen havde lige stoppet, så alt var stadig vådt udenfor, men solen krøb sig over bjergene og gjorde det til en helt fantastisk smuk og frisk morgen. Hjemme igen, tog et hurtig bad, spiste min traditionelle morgenmad medhavregryn, rosiner, bananer og græskarkerner…prøv det, før I rynker næsen. Det er sgu en god kick-start…men glem endelige ikke den frisk pressede juice med mango og appelsin…uhmm (måske ikke helt selv presset den!)
Jeg gik ned i byen, og lod Ane blive hjemme ved hendes studier og hendes bageri…vi bager jo selv vores rugbrød nu.) Jeg troede egentlig bare det skulle være en helt almindelig shoppe tur, en kop kaffe, et par cd’er og en gave til Ane. Men alt andet skete. Nede i city centre var der et stort vej skilt, som omdirigerede trafikken, men det var altså ikke pga. vejarbejde, men en film, der var ved at blive optaget. WARNING – FILM CREW!!! Måske jeg er så heldig, at jeg kommer med på filmen. Jeg gik ned mod havnen, for jeg havde besluttet at se byens museer…. Desuden så jeg, at der var en gammel lagerbygning, hvor der var en midlertidig udstilling, og da var gratis, gik jeg selvfølgelig. Det var en udstilling fra deres art education, og flere gange blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at lave noget på deres collaborate art desk. Men følte mig ikke så arty, og nød bare udstillingerne. Derefter gik jeg over på academy of Fine art, da jeg tidligere har planlagt, men ikke fået det gjort. Der var dog ikke noget, bortset fra nogen fede malerier af S. Knapp (hollandsk kunstner), som også havde udstillet det forrige sted. Men jeg vil ikke beskrive dem, for det vil bare ødelægge mit syn på dem, hvis jeg skal til udpensle detaljerne.
Fortsatte over på Museum of Wellington City and Sea, som er en udstilling over Wellington og New Zealand op igennem tiderne. Det første rum, jeg kom ind i, var opsat som en gammel lagerbygning i 1890, hvor der var lyde og genstande, der passede ind i tiden. Desuden pilede en rotte hen over loftet, og en kat lå og viftede med halen…alt meget autentisk og virkelig troværdig. Jeg fik dog også et mindre chok, da rotten dukkede op, og et lille gisp røg over mine læber. Resten af museet viste mest bare Wellington op igennem tiden, og jeg brugte ikke så meget tid på det. Men der var en Samoaen digt oplæser, som fortalte om hendes forhold til Samoa og New Zealand, og en udstilling om de kummerlige forhold, Samoa folket levede under, mens de var under New Zealands(Engelsk herredømme) Men spændende og utrolig gode, ikke selvhøjtidelige digte. Godt mættet af kultur, besluttede jeg, at det var nok for i dag. Måtte hellere få købt gaven til Ane, og drikke en kop kaffe, men kom lige forbi en smykkeforretning , ejet af Hanne Andersen???
Var nødt til at gå ind, nysgerrig som jeg jo er. Ekspedienten henvendte sig hurtigt, da det er meget normalt hernede…enten er det høflighed eller frygten for tyveri. I hvert fald spørger de altid hvordan det går, om man har haft en god weekend, etc. før man overhovedet har haft en chance for at kigge rundt. Men i hvert fald denne søde mand, meget løs i håndledet, to meter høj, mange ringe på og ørering i højre øre, skulle nok hjælpe, hvis jeg havde brug for det. Da jeg sagde, at jeg bare var nysgerrig, og egentlig bare ville se, hvilke smykker de havde, og kunne genkende det danske navn, blev han helt positiv overrasket, og begyndte at fortælle om deres egen produktion, Hannes besøg til Danmark hver vinter for at hente smykker, og spurgte, om hun skulle bringe noget til mig fra Danmark. Kunne ikke lade være med at smile indvendig, for han var en rigtig prinsesse, når han fortalte om de her smykker, som bare faldt fantastisk smukt om halsen…”They are abosolutly beautiful.” Jeg fik deres kort, og lovede at komme tilbage. Hvilket jeg nok også gør, men desværre er det nok alt for dyrt for mig at købe noget. Ærgerligt!!!
Gik videre, fik shoppet, købt nye jeans, da mine yndlings jeans hjemmefra synger på sidste vers…har syet dem 4 gange, men der bliver ved med at dukke nye huller op i det slidte stof. ØV ØV ØV!!! Irrelevant. Men åbenbart var det en dag med overraskelser, for midt på strøget stod der en irsk gammel gut, og spyede ild….meget særligt, meget sjovt og meget skræmmende. Købte de sidste ting, og besluttede mig for at tage til Curtis Street igen. Kom hjem til friskbagte boller og rugbrød, total solskin i haven, og en hyggelig rugby kamp i vores ”baghave”. Det var som sommer igen. Ane har ikke helt fået læst så meget, men hun har tændt op i pejsen her til aften, jeg har taget et karbad, alt imens jeg drak et glas vin og læste min (nye) bog. En meget almindelig, og alligevel begivenhedsrig dag. Vil slutte herfra, og sige at jeg nyder de små overraskelser, som dukker op, når jeg mindst venter dem, hvis bare jeg husker at kigge efter.
Kærlig hilsen
Lone Klemmensen, Wellington, New Zealand.
Det er lørdag først på aftenen, og jeg har lige haft en total afslappet og meget hyggelig lørdag med mig selv. Jeg vågnede kl.7, selvom jeg havde ligget og læst den halve nat. Stod op klokken halv otte og tog mine løbesko på, som ikke er tæt på at være slidt. Løb en lille tur på cirka 4km (gik dog lidt af vejen), mødte morgen friske mennesker, som alle hilste. Regnen havde lige stoppet, så alt var stadig vådt udenfor, men solen krøb sig over bjergene og gjorde det til en helt fantastisk smuk og frisk morgen. Hjemme igen, tog et hurtig bad, spiste min traditionelle morgenmad medhavregryn, rosiner, bananer og græskarkerner…prøv det, før I rynker næsen. Det er sgu en god kick-start…men glem endelige ikke den frisk pressede juice med mango og appelsin…uhmm (måske ikke helt selv presset den!)
Jeg gik ned i byen, og lod Ane blive hjemme ved hendes studier og hendes bageri…vi bager jo selv vores rugbrød nu.) Jeg troede egentlig bare det skulle være en helt almindelig shoppe tur, en kop kaffe, et par cd’er og en gave til Ane. Men alt andet skete. Nede i city centre var der et stort vej skilt, som omdirigerede trafikken, men det var altså ikke pga. vejarbejde, men en film, der var ved at blive optaget. WARNING – FILM CREW!!! Måske jeg er så heldig, at jeg kommer med på filmen. Jeg gik ned mod havnen, for jeg havde besluttet at se byens museer…. Desuden så jeg, at der var en gammel lagerbygning, hvor der var en midlertidig udstilling, og da var gratis, gik jeg selvfølgelig. Det var en udstilling fra deres art education, og flere gange blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at lave noget på deres collaborate art desk. Men følte mig ikke så arty, og nød bare udstillingerne. Derefter gik jeg over på academy of Fine art, da jeg tidligere har planlagt, men ikke fået det gjort. Der var dog ikke noget, bortset fra nogen fede malerier af S. Knapp (hollandsk kunstner), som også havde udstillet det forrige sted. Men jeg vil ikke beskrive dem, for det vil bare ødelægge mit syn på dem, hvis jeg skal til udpensle detaljerne.
Fortsatte over på Museum of Wellington City and Sea, som er en udstilling over Wellington og New Zealand op igennem tiderne. Det første rum, jeg kom ind i, var opsat som en gammel lagerbygning i 1890, hvor der var lyde og genstande, der passede ind i tiden. Desuden pilede en rotte hen over loftet, og en kat lå og viftede med halen…alt meget autentisk og virkelig troværdig. Jeg fik dog også et mindre chok, da rotten dukkede op, og et lille gisp røg over mine læber. Resten af museet viste mest bare Wellington op igennem tiden, og jeg brugte ikke så meget tid på det. Men der var en Samoaen digt oplæser, som fortalte om hendes forhold til Samoa og New Zealand, og en udstilling om de kummerlige forhold, Samoa folket levede under, mens de var under New Zealands(Engelsk herredømme) Men spændende og utrolig gode, ikke selvhøjtidelige digte. Godt mættet af kultur, besluttede jeg, at det var nok for i dag. Måtte hellere få købt gaven til Ane, og drikke en kop kaffe, men kom lige forbi en smykkeforretning , ejet af Hanne Andersen???
Var nødt til at gå ind, nysgerrig som jeg jo er. Ekspedienten henvendte sig hurtigt, da det er meget normalt hernede…enten er det høflighed eller frygten for tyveri. I hvert fald spørger de altid hvordan det går, om man har haft en god weekend, etc. før man overhovedet har haft en chance for at kigge rundt. Men i hvert fald denne søde mand, meget løs i håndledet, to meter høj, mange ringe på og ørering i højre øre, skulle nok hjælpe, hvis jeg havde brug for det. Da jeg sagde, at jeg bare var nysgerrig, og egentlig bare ville se, hvilke smykker de havde, og kunne genkende det danske navn, blev han helt positiv overrasket, og begyndte at fortælle om deres egen produktion, Hannes besøg til Danmark hver vinter for at hente smykker, og spurgte, om hun skulle bringe noget til mig fra Danmark. Kunne ikke lade være med at smile indvendig, for han var en rigtig prinsesse, når han fortalte om de her smykker, som bare faldt fantastisk smukt om halsen…”They are abosolutly beautiful.” Jeg fik deres kort, og lovede at komme tilbage. Hvilket jeg nok også gør, men desværre er det nok alt for dyrt for mig at købe noget. Ærgerligt!!!
Gik videre, fik shoppet, købt nye jeans, da mine yndlings jeans hjemmefra synger på sidste vers…har syet dem 4 gange, men der bliver ved med at dukke nye huller op i det slidte stof. ØV ØV ØV!!! Irrelevant. Men åbenbart var det en dag med overraskelser, for midt på strøget stod der en irsk gammel gut, og spyede ild….meget særligt, meget sjovt og meget skræmmende. Købte de sidste ting, og besluttede mig for at tage til Curtis Street igen. Kom hjem til friskbagte boller og rugbrød, total solskin i haven, og en hyggelig rugby kamp i vores ”baghave”. Det var som sommer igen. Ane har ikke helt fået læst så meget, men hun har tændt op i pejsen her til aften, jeg har taget et karbad, alt imens jeg drak et glas vin og læste min (nye) bog. En meget almindelig, og alligevel begivenhedsrig dag. Vil slutte herfra, og sige at jeg nyder de små overraskelser, som dukker op, når jeg mindst venter dem, hvis bare jeg husker at kigge efter.
Kærlig hilsen
Lone Klemmensen, Wellington, New Zealand.
mandag, maj 08, 2006
Efteraar i New Zealand
Saa er det efteraar i New Zealand. Jeg har haft baal for foerste gang paa arbejde, og Ane hjalp mig, da jeg var lidt utryg ved det, da boernene ikke rigtig ved, hvordan de skal forholde sig rundt om et baal. Men det gik rigtig godt, og naeste gang laver jeg selv baal. Det bliver til min afslutning den 22. juli, hvor foraeldrene kommer om aftenen, og vi skal lave danske hotdogs med ristede loeg. Desuden er vi begyndt at haenge gamle aebler ud til fuglene. Boernene nyder at se fuglene aede af aeblerne, og det er ret hyggeligt at se dem sidde uden for vinduet, og floejte lidt for os. Jeg har ogsaa haft et efteraars tema med boernene, hvor de har malet med nedfaldne blade, skaaret aebler til fuglene, og tegnet med tegnekul fra baalet. Saa jeg faar lov til mange ting, og det er ret fedt, at de foeler jeg ogsaa er en af personalet.
Efteraar er kommet, og det betyder at jeg endnu en gang paa et aar faar lov til at opleve et efteraar. Det er ret koldt om morgenen, og da huset er et gammel traehus med vinduer med kun et glas, saa er det utrolig koldt og svaert at komme ud af den varme seng om morgenen. I weekenden havde vi endda gang i deres braendeovn...og vi skal selv hugge vores braende, saa det er lidt som at vaere i sommerhus.
I fredags fik vi besoeg af Anders, som vi moedte, da vi rejse rundt paa syd-oeenn i paasken. Han var lige et smut forbi Wellington, inden han skulle videre til Auckland, og derefter Sydney. Det var ret sjovt at se ham igen, og vi snakkede hele aftenen, spiste hjemmelavede pizza, drak oal og hoerte TV2...saa det var meget hjemligt. Rigtig god overraskelse vi fik, da vi ellers bare havde planlagt at laese og arbejde hele weekenden. Men loerdag skulle der selvfoelgelig indhentes lidt, saa vi forsoegte at arbejde serioest, men det gik ikke saa godt. Soendag besoegte vi Bob, som var den tidligere supervisor paa mit arbejde, men har skiftet arbejdet for ca. et aar siden. Han var virkelig en saerlig og sjov person, drtak hurtigt sine oel, roeg hjemmerullede cigaretter og lignede allermest en vagabond med sin oerering, lasede striktroeje, graa habitjakke og hullede jeans. Men utrolig hyggelig og rar. Og saa en stilet akademiker kone!!!
I dag er jeg tilbage paa arbejde, solen skinner, det er smaa koldt, men det skoenneste vejr udenfor. Saa jeg vil ud og nyde det sammen med boernene.
onsdag, maj 03, 2006
Den sidste tid i New Zealand
Saa er der under to maaneder tilbage af praktikken i Wellington, New Zealand. Vi havde, som I sikkeert og forhaabentlig har laest, en helt fantastisk paaskeferie paa sydoeen. Saa det var lidt haardt i soendags at taenke paa, at nu skulle vi bare arbejde de naeste to maaneder, inden vi kunne komme ud og rejse og opleve igen. Men da mandagen var ovre, var det faktisk ikke saa slemt at komme paa arbjede igen. Desuden er Ane og jeg begyndt at planlaegge smaa weekends ture rundt paa Nordoeen, til Australien og eventuel Fiji...bare fordi vi kan, naar vi nu alligevel er hernede.
De naeste to weekender har jeg sat af til at faa laest det faglige, jeg mangler, den tredie weekend ved jeg ikke rigtig, hvad vi skal, maaske slappe af. Weekenden efter bliver det en lille tur til Rotorua, Mount Taranaki og Taupo, hvor vi har bestemt at vi skal sky dive...det er bliver fedt at fejre Anes foedselsdag paa den maade. Weekenden efter har vi snakket om, at vi maaske vil besoege Christina i Brisbane, da vi har fri om mandagen (da det er dronningens foedselsdag) Og saa kunne det jo ogsaa vaere lige at flyve de tre timer, det tager til Fiji, og saa bare kunne sige, at man har vaeret der. Saa det er lidt planen. De sidste weekender skal vi vist bare laese, lave paed/KOL opgave og vores endelige evaluering. Naa ja, og saa maaske lige et lille bungy jump i Auckland, foer vi tager flyveren til Thailand.
Men helt aerligt, saa synes jeg faktisk ikke, der er ret mange, der er ret gode til at skrive tilbage eller bare smide en hilsen paa bloggen, undtagen Poul, og det er sgu fedt. JEG LEVER STADIG, hvis faldskaermen holder, eller elastikken ikke knaekker. Haaber I har det godt, men jeg kan jo egentligt faktisk ikke vide det. Saa I kunne vaere stoppet i praktikken, sprunget ud fra en bro eller faaet ny kaereste, smidt den gamle ud, taget den gamle tilbage, eller stoppet med at ryge, og jeg ville slet ikke vide det, og vaere total bagud med sladder og nyheder, naar jeg kommer hjem.
Ha det bra
De naeste to weekender har jeg sat af til at faa laest det faglige, jeg mangler, den tredie weekend ved jeg ikke rigtig, hvad vi skal, maaske slappe af. Weekenden efter bliver det en lille tur til Rotorua, Mount Taranaki og Taupo, hvor vi har bestemt at vi skal sky dive...det er bliver fedt at fejre Anes foedselsdag paa den maade. Weekenden efter har vi snakket om, at vi maaske vil besoege Christina i Brisbane, da vi har fri om mandagen (da det er dronningens foedselsdag) Og saa kunne det jo ogsaa vaere lige at flyve de tre timer, det tager til Fiji, og saa bare kunne sige, at man har vaeret der. Saa det er lidt planen. De sidste weekender skal vi vist bare laese, lave paed/KOL opgave og vores endelige evaluering. Naa ja, og saa maaske lige et lille bungy jump i Auckland, foer vi tager flyveren til Thailand.
Men helt aerligt, saa synes jeg faktisk ikke, der er ret mange, der er ret gode til at skrive tilbage eller bare smide en hilsen paa bloggen, undtagen Poul, og det er sgu fedt. JEG LEVER STADIG, hvis faldskaermen holder, eller elastikken ikke knaekker. Haaber I har det godt, men jeg kan jo egentligt faktisk ikke vide det. Saa I kunne vaere stoppet i praktikken, sprunget ud fra en bro eller faaet ny kaereste, smidt den gamle ud, taget den gamle tilbage, eller stoppet med at ryge, og jeg ville slet ikke vide det, og vaere total bagud med sladder og nyheder, naar jeg kommer hjem.
Ha det bra
Abonner på:
Opslag (Atom)