Saa har vi forladt Wellington for at begynde vores naeste del af rejsen. I gaar aftes floej vi fra Wellington efter en trist afsked med vores praktik. Det var nu ret haardt at sige farvel, naar jeg nu ikke ved, om jeg kommer til at se nogen af dem igen.
Vi floej til Auckland, hvor vi er de naeste par indtil loerdag, hvor vi flyver til Bangkok. Vi moedtes med Jesper i dag, og drak lidt kaffe og en oel sammen med ham. Har desuden vaeret oppe i Auckland Skytower, hvilket var en okay oplevelse, da man har en fantastisk udsigt over hele Auckland.
Vi bor paa X-base backpacker, og har allerede snakket lidt med vores samboer....drugaddict, fallit advokat og en opvasker-finne. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal lave i Auckland, da vi nok ikke besoeger den praktik, vi ville i foerst, da vi faktisk bare taenker paa Thailand. Men i morgen finder vi forhaabentlig paa noget sjovt....maaske en tur ud og se en vulkan. Bare fordi vi kan!!!
Ha det godt saa laenge.
onsdag, juni 28, 2006
mandag, juni 19, 2006
En tak til de uforudsigelige gode dage!
En meget forunderlig og hyggelig weekend er gået. Fredag aften gik med at se UKTV sammen med Barrie, spise hjemmelavet pizza og chokoladekage, som jeg bagte et par dage forinden….uhmmm. (Bliver aldrig for gammel til at slikke skålen…ja det er lidt ulækkert) Lørdag var planen, at jeg skulle tidlig op, men alt for koldt, så jeg blev liggende lidt længe i sengen. Fik ikke løbet min lørdags morgentur, som ellers har været fast ritual de sidste 4 –5 uger. Stod op, fik den traditionelle morgenmad, en dejlig stor kop varm kaffe og tændte op i pejsen i stuen.
Jeg er begyndt at læse Ringenes Herre på engelsk, så det gik det meste af min formiddag med. Om eftermiddagen skulle jeg på arbejde. Det var et møde om, hvordan deres strategiske og årlige plan skal se ud. Meget spændende, meget langt og meget koldt møde. Men fik en masse gode notater til min pæd./KOL opgave.
Lørdag aften var vores plan at tage ned på Molly Malones og høre the Black Velvet Band, som vi hørte første gang i Christchurch. Men det er altså ligesom om, at det skal regne konstant hernede for tiden, og selvfølgelig regnede det også, da vi ville af sted. Så vi besluttede os for at blive hjemme…rimelig træt af det, da jeg havde total god hår dag!!! Anyway…spiste aftensmad, ingenting i fjernsynet, Ane spillede guitar og jeg på nettet en times tid, da jeg pludselig fik en besked: ”Are you dancing?” Jeg kendte ikke nummeret, så derfor måtte det ligesom være et tegn. Regnen var holdt op, så ud af døren vi fløj, ned til bussen og ned på Molly Malones og høre irsk musik. (Det var dog ikke lige så sjovt, som i Christchurch.)
Musikken var ikke det samme, og alle folk virkede total kogt i øl og sprut. Måske det havde noget at gøre med, at Ane og jeg ikke havde drukket, og drak kun to øl dernede. Men det var nu meget sjovt alligevel, og vi snakkede også med nogen mærkelige mennesker. Blandt var der en fyr, som kom over til mig, og spurgte om jeg havde noget i mod hans ven, for han følte, at jeg sendte ham onde øjne. Da jeg ikke en gang havde kigget på ham, andet da jeg snublede halvt over min stol, var jeg ligesom nødt til at finde på noget, så jeg sagde, at min øjne er ligesom onde Gismoøjne, og jeg ikke helt kunne gøre for det. Kort efter fik vi selskab af Mario Brødrene….SERIØST, det måtte de være. Og Mario spurgte Ane, om hun ville føde Luigis børn…..SKUMLER! NEJ TAK.
Desuden lige en lille chat med nogen ALL BLACKS spiller (Rugby). Men vi vidste faktisk ikke, at de var, og vi egentlig også ligeglade. Næste dag fandt vi dog ud fra en reklame på TV, at han er en vildt kendt rugby spiller, og Rachel fra arbejde fortalte, at normalt er han overrendt af piger. Så måske syntes han bare, det var rart, at vi egentlig ikke vidste, hvem han var. Men vi gad ham jo ikke, så måske ikke så meget kompliment til ham.
På vej til den sidste natbus, mødte vi over 20 politifolk, hørte politibiler hele tiden, fulde piger, der mistede deres sko midt på kørebanen, transvestitter i glitter, glas sko og adgangskorte nederdele og shorts. (Heldigvis var det ret koldt, så ingenting kunne hænge nedenfor og dingle.) Og vi HADER bare, når transvestitterne har mere kvindelige røve og ben. Men det er sgu ret sjovt, at de gør det, og flere skal gøre det derhjemme, før det gør lige gadebilledet meget mere festligt.
Og så er der selvfølgelig de biologiske piger, som stadig klæder sig, som om der er 30 grader udenfor, selvom der faktisk kun er 5 grader. Skal siges at Ane og jeg var klædt i tre lag, fordi det var så koldt. Men alkohol får jo også en til at holde varmen. Men vi har set i en reklame hernede, at når man er fyldt 25, så kan ens knogler begynde at nedbryde, så vi passer på os selv. PUHA…jeg lyder sgu da som én på 70…..”De unge mennesker nu til dags. Hvad skal vi gøre ved dem.” Skal her siges, at vi nogen gange kunne være 90 år, for Ane er halv døv på det ene øre, og mine led knirker.
Nå, men det var lige lidt om vores anden sidste weekend her i Wellington.
Ha det
Jeg er begyndt at læse Ringenes Herre på engelsk, så det gik det meste af min formiddag med. Om eftermiddagen skulle jeg på arbejde. Det var et møde om, hvordan deres strategiske og årlige plan skal se ud. Meget spændende, meget langt og meget koldt møde. Men fik en masse gode notater til min pæd./KOL opgave.
Lørdag aften var vores plan at tage ned på Molly Malones og høre the Black Velvet Band, som vi hørte første gang i Christchurch. Men det er altså ligesom om, at det skal regne konstant hernede for tiden, og selvfølgelig regnede det også, da vi ville af sted. Så vi besluttede os for at blive hjemme…rimelig træt af det, da jeg havde total god hår dag!!! Anyway…spiste aftensmad, ingenting i fjernsynet, Ane spillede guitar og jeg på nettet en times tid, da jeg pludselig fik en besked: ”Are you dancing?” Jeg kendte ikke nummeret, så derfor måtte det ligesom være et tegn. Regnen var holdt op, så ud af døren vi fløj, ned til bussen og ned på Molly Malones og høre irsk musik. (Det var dog ikke lige så sjovt, som i Christchurch.)
Musikken var ikke det samme, og alle folk virkede total kogt i øl og sprut. Måske det havde noget at gøre med, at Ane og jeg ikke havde drukket, og drak kun to øl dernede. Men det var nu meget sjovt alligevel, og vi snakkede også med nogen mærkelige mennesker. Blandt var der en fyr, som kom over til mig, og spurgte om jeg havde noget i mod hans ven, for han følte, at jeg sendte ham onde øjne. Da jeg ikke en gang havde kigget på ham, andet da jeg snublede halvt over min stol, var jeg ligesom nødt til at finde på noget, så jeg sagde, at min øjne er ligesom onde Gismoøjne, og jeg ikke helt kunne gøre for det. Kort efter fik vi selskab af Mario Brødrene….SERIØST, det måtte de være. Og Mario spurgte Ane, om hun ville føde Luigis børn…..SKUMLER! NEJ TAK.
Desuden lige en lille chat med nogen ALL BLACKS spiller (Rugby). Men vi vidste faktisk ikke, at de var, og vi egentlig også ligeglade. Næste dag fandt vi dog ud fra en reklame på TV, at han er en vildt kendt rugby spiller, og Rachel fra arbejde fortalte, at normalt er han overrendt af piger. Så måske syntes han bare, det var rart, at vi egentlig ikke vidste, hvem han var. Men vi gad ham jo ikke, så måske ikke så meget kompliment til ham.
På vej til den sidste natbus, mødte vi over 20 politifolk, hørte politibiler hele tiden, fulde piger, der mistede deres sko midt på kørebanen, transvestitter i glitter, glas sko og adgangskorte nederdele og shorts. (Heldigvis var det ret koldt, så ingenting kunne hænge nedenfor og dingle.) Og vi HADER bare, når transvestitterne har mere kvindelige røve og ben. Men det er sgu ret sjovt, at de gør det, og flere skal gøre det derhjemme, før det gør lige gadebilledet meget mere festligt.
Og så er der selvfølgelig de biologiske piger, som stadig klæder sig, som om der er 30 grader udenfor, selvom der faktisk kun er 5 grader. Skal siges at Ane og jeg var klædt i tre lag, fordi det var så koldt. Men alkohol får jo også en til at holde varmen. Men vi har set i en reklame hernede, at når man er fyldt 25, så kan ens knogler begynde at nedbryde, så vi passer på os selv. PUHA…jeg lyder sgu da som én på 70…..”De unge mennesker nu til dags. Hvad skal vi gøre ved dem.” Skal her siges, at vi nogen gange kunne være 90 år, for Ane er halv døv på det ene øre, og mine led knirker.
Nå, men det var lige lidt om vores anden sidste weekend her i Wellington.
Ha det
lørdag, juni 17, 2006
14 dage tilbage i New Zealand
I dag er det fredag og jeg har haft fri, da jeg har været lidt syg. Noget træls mave halløj. Men jeg har det heldigvis allerede bedre. Jeg har fået lavet min endelig evaluering af min praktik, og jeg har skrevet en masse om, hvad har jeg har lært hernede. Det er helt befriende at kunne sætte kryds i min opgave liste og sige, at nu er praktikken snart slut. Nu vil jeg bare nyde de sidste 7 arbejdsdage. I morgen skal jeg til et strategic plannning møde i Créche, og det glæder jeg mig lidt til, da jeg tror, det er noget, jeg virkelig kan bruge i min afsluttende PÆD/KOL opgave. Næste uge bliver der holdt afskedsfest for mig om torsdagen, hvor vi skal have bål og ristede hotdogs. Medmindre vejret er lige så dårligt, som det har været i dag. I dag har det regnet og blæst hele dagen, og det er rigtig trist. Især når man kan sidde og se VM fra Tyskland, hvor vejret er helt fantastisk.
Jeg har set England spille mod Trinidad Tobago sammen med Barrie, hvilket var ret sjovt. Han sad virkelig og fortalte spillerne, hvad de skulle gøre og hvordan de skulle spille. Men det er egentlig meget forståeligt, hvilket jeg fandt ud af, da han fortalte mig, at han faktisk har været landsholdstræner for det New Zealandske fodbold hold i 10 år fra omkring 1979. Han fortalte om VM i ´82 (tror jeg), hvor New Zealand spillede imod Kina. Og der var 91 000 tilskuer, og det New Zealandske havde aldrig spillet med så mange tilskuer. De tabte desværre 1-0 til Kina. Det var spændende at høre ham fortælle om, og jeg kunne se, at fodbold virkelig er hans passion. Han træner stadig unge drenge hver mandag, tirsdag og onsdag morgen, før de skal i skole, og han stopper nok ikke, før de er nødt til at bære ham af banen. Det var ret hyggeligt at sidde og se en fodboldkamp med én, som ved hvad han snakker om. (Ikke som onkel Jørgen, der springer hen foran skærmen og prøver at styre spillerne med sine fingre.)
Når vi rejser fra Wellington, har vi tre dage i Auckland, hvor vi forhåbentlig kan besøge det ungdomsfængsel, som var vores førsteprioritet af praktikker, inden vi besluttede os for Wellington. Men intet er sikkert endnu. Vi har desuden snakket om at besøge noget af Anes familie, som bor i Auckland. Hun har aldrig mødt dem, så det kunne jo være meget sjovt for hende. Og så måske lige en smut ind forbi Pede og Vicki, hvis ikke de er taget på ferie på Fiji. Og så er det vist også enden på vores tur til New Zealand – jordens røvhul, som vi har kaldt det. (Dette skal ikke forstås som noget dårligt, men mere bare fordi vi besøgte de kratere og termiske pools i Rotorua, som virkelig stinker af røv.)
Ha det godt til vi ses i Danmark. (Jeg ved ikke, hvor meget jeg får skrevet i Thailand) Måske der kommer en lille hilsen på bloggen, inden vi cruiser videre nordpå.
Sweet, sweet as, just cruising, good on ya, mate, right-O, no worries, eh?!, how´s things?, How are you? SLUT
Jeg har set England spille mod Trinidad Tobago sammen med Barrie, hvilket var ret sjovt. Han sad virkelig og fortalte spillerne, hvad de skulle gøre og hvordan de skulle spille. Men det er egentlig meget forståeligt, hvilket jeg fandt ud af, da han fortalte mig, at han faktisk har været landsholdstræner for det New Zealandske fodbold hold i 10 år fra omkring 1979. Han fortalte om VM i ´82 (tror jeg), hvor New Zealand spillede imod Kina. Og der var 91 000 tilskuer, og det New Zealandske havde aldrig spillet med så mange tilskuer. De tabte desværre 1-0 til Kina. Det var spændende at høre ham fortælle om, og jeg kunne se, at fodbold virkelig er hans passion. Han træner stadig unge drenge hver mandag, tirsdag og onsdag morgen, før de skal i skole, og han stopper nok ikke, før de er nødt til at bære ham af banen. Det var ret hyggeligt at sidde og se en fodboldkamp med én, som ved hvad han snakker om. (Ikke som onkel Jørgen, der springer hen foran skærmen og prøver at styre spillerne med sine fingre.)
Når vi rejser fra Wellington, har vi tre dage i Auckland, hvor vi forhåbentlig kan besøge det ungdomsfængsel, som var vores førsteprioritet af praktikker, inden vi besluttede os for Wellington. Men intet er sikkert endnu. Vi har desuden snakket om at besøge noget af Anes familie, som bor i Auckland. Hun har aldrig mødt dem, så det kunne jo være meget sjovt for hende. Og så måske lige en smut ind forbi Pede og Vicki, hvis ikke de er taget på ferie på Fiji. Og så er det vist også enden på vores tur til New Zealand – jordens røvhul, som vi har kaldt det. (Dette skal ikke forstås som noget dårligt, men mere bare fordi vi besøgte de kratere og termiske pools i Rotorua, som virkelig stinker af røv.)
Ha det godt til vi ses i Danmark. (Jeg ved ikke, hvor meget jeg får skrevet i Thailand) Måske der kommer en lille hilsen på bloggen, inden vi cruiser videre nordpå.
Sweet, sweet as, just cruising, good on ya, mate, right-O, no worries, eh?!, how´s things?, How are you? SLUT
tirsdag, juni 06, 2006
Uvante oplevelser
I dag er det tirsdag den 6.juni. Men meget underligt, da det er hundekoldt, som i forhåbentlig kan se på billedet, hvilket jeg jo ikke er vant til i juni måned. Jeg ved godt, jeg har snakket meget om, hvor koldt det er her, men selv Kivierne er ikke vant til det, og det er hvilket frysende koldt. Men heldigvis er dagene meget solskinsrige, hvilket lige giver lidt ekstra energi. JEg har ikke ret mange dage tilbage i praktikken, og det passer mig egentlig godt nok. Men jeg har ikke hjemve mere...nu vil jeg bare gerne se noget andet og opleve noget andet, end bare arbejde.
I weekenden shoppede vi og jeg fik nye fede stoevler...jeg har ingen anelse om, hvordan jeg faar alle disse ting med hjem. Desuden var vi paa museum og se "Lord of the Rings Exibition" paa Te Papa og paa City Galleri saa vi Patricia Piccinini, hvilket nok er en af de fedeste udstillinger, jeg nogensinde har set. Ane og jeg var i byen paa vores irske pub Kitty o'sheas...det var lidt som om at vaere dernede for at sige farvel. OG Ane lod mig give hende mascara paa, hvilket er fuldstaendigt unormalt. Vi havde det mega sjovt, men naeste dag var vi ogsaa noedt til at betale for det. Saa vi laa hele dagen foran flimmeren og saa BRIT FLICKS....total stener. I gaar, mandag havde vi fri, da det var dronningens foedselsdag, og Kivierne er af den opfattelse, at man ikke skal snydes for en fridag, selvom helligdagen falder i en weekend. Saa det var lige en ekstra fridag.
Tilbage paa arbjede i dag. Arbejde i weekenden, da vi har en working bee weekend, og jeg skal lave et vaegmaleri med Rachel. Naeste uge skal jeg besoege den gamle supervisor fra Creche, som har skiftet arbejde til en anden kindy med fokus paa integration og forskellige nationaliteter. Det glaeder jeg mig meget til. Weekenden efter det, har vi strategic planning med foraeldrene, saa jeg har nok at se til inden jeg stopper. Vi rejser til Auckland den 27. juni, hvor vi skal besoege et ungdomsfaengsel. Og den 1.juli rejser vi fra Auckland og op i varmen i Thailand. Saa der er ikke lang tid tilbage, hvilket er lidt maerkeligt og trist, men samtidig superfedt, for nu traenger jeg snart til at komme hjem og se alle vennerne og familien.
lørdag, juni 03, 2006
Vores tur til Taupo...og Anes foedselsdag
Nu er det vist på tide, at jeg holder jer derhjemme lidt opdateret. I dag, tirsdag den 30. maj er der godt 4 uger tilbage af min praktik. Det er ved at være ret koldt hernede, og de fleste aftener har vi tændt op i pejsen eller sat den elektriske radiator til. Jeg sover med to dyner, men vågner alligevel hver morgen med lidt frost i tuden – hash eller gas??? (Dem der kender Rasmus Nøhr) Men stadigvæk er der dage, hvor vi kan sidde udenfor og nyde solen, og drikke en kop kaffe. Sidste weekend tog bookede Ane og jeg en bil, tog på lidt shopping og drak noget kaffe i solen på vores stam cafe, Espressoholic. Om søndagen klippede jeg Anes hår, og fik også den mærkelige ide, at jeg da sagtens kunne klippe mit hår. Så sådan blev det altså – og lidt kortere.
Onsdag den 24. maj havde Liz og Barrie lavet middag til os, og vi fik lam med rosenkål og broccoli, søde kartofler og bagte kartofler. (Lam og rosenkål er nok ikke lige min favorit) Men vi hyggede os og snakkede en masse med Liz og Baz. Han er nu hyggelig, når han fortæller om sin barndom i England, griner med hele kroppen, med et meget atypiske underbid og skuldrene op til ørerne. Da vi begyndte at snakke fag snak med Liz, gik Barrie ind og spillede på sit klaver. Jeg havde bagt en fødselsdagskage til Ane (Den der du ved nok) og hun måtte puste lys ud….flere gange, da Liz skulle tage flere billeder.
Torsdag hentede vi vores lejede bil, jeg var til General møde på arbejde, og Ane fik lavet en masse arbejde på computeren. Jeg tog fredag fri, da jeg ikke havde det så godt. Men om eftermiddagen kørte vi Nordpå til Taupo, da vi havde planlagt at fejre Anes fødselsdag med et skydive…. 5 timer i bil og ankom fredag aften til Taupo. Bookede ind på et hostel, og næsten på hovedet i seng. Næste morgen bestilte vi vores skydive til søndag, kørte mod Rotorua for at se alle de sprudlende mudderpøle, geichere og livlige kratere…men det regnede helt forfærdeligt, så vi kørte videre mod Matamata, som er den by, hvor Hobbiton (the Shire) er optaget til Ringenes Herre. Efter et par timers kørsel, ankom vi til Matamata, hvor vejret var strålende, og turen ud til Hobbiton blev helt fantastisk. VI havde en rigtig sød ældre mand som guide, og han kunne en masse historier. Så det var en rigtig god beslutning. Kørte tilbage til Taupo, hvor det stadig regnede, tog på restaurant og fejrede Anes fødselsdag…vi var så de eneste derinde, da alle var hjemme for at se Super 14 finalen i Rugby….men vi hyggede os, og vores græske kok henvendte sig personligt, for at spørge om maden nu var god nok. Tilbage på vore hostel, tidlig i seng, da vi jo allerede skulle skydive kl 8.10 næste morgen.
Vi stod op….alt for tidligt, og Anes dag startede med lidt adrenalin chok i maven, hvilket var fuldstændig unødvendigt, da vi slet ikke kom til at springe…..REGN, REGN, REGN!!! Vi kørte til Wai-O-Tapu, syd for Rotorua, og besøgte alle de sprudlende og boblende mærkelige kogende pøle og Geichere. Heldigvis holdt vejret tørt, men samtidig var vi ret glade for, at det ikke var varmere, for HOLD NU OP, det stinker af rådne æg og sur svovl i Wai-O-Tapu. Men det var en fed oplevelse at se, hvordan termiske kilder i jorden kan komme til live i overfladen, og jeg kan ikke lade være med at blive ret forundret over naturen.
Derefter besluttede vi os for at køre op til Mt. Maunganui ved Bay of Islands, hvor vi nød den dejlige strand, det lidt varmere tropiske klima og de mange surfere…Det var så endnu en dag med en lang køretur. Men hernede er afstand noget helt andet end derhjemme, og man kører bare derudaf, hvis det alligevel regner. (I påskeferien kørte vi 2277 km på 14 dage…denne weekend kørte vi 1500 km på 4 dage.) Lidt træt i hovedet, da vi kom tilbage til Taupo, da jeg havde kørt hele vejen, så vi fik lidt at spise og kravlede i seng. Næste morgen stod vi op klokken 6, da vi håbede, at vi kunne nå at se Mt. Doom, inden vi skulle aflevere bilen i Wellington. Men alt for tåget og alt for vådt, kørte vi videre til Wanganui, hvor vi tog på museum….så lærte vi også lidt om Maori folket.
Tilbage i Wellington og afleverede bilen klokken halv fem. Og det var endnu en weekend i New Zealand, der gik. Tilbage til arbejde, tilbage til studierne og være seriøs de sidste 4 uger.(JEg har desuden lagt en masse nye billeder paa FLICKR...
Abonner på:
Opslag (Atom)