En tak til de uforudsigelige gode dage!

En meget forunderlig og hyggelig weekend er gået. Fredag aften gik med at se UKTV sammen med Barrie, spise hjemmelavet pizza og chokoladekage, som jeg bagte et par dage forinden….uhmmm. (Bliver aldrig for gammel til at slikke skålen…ja det er lidt ulækkert) Lørdag var planen, at jeg skulle tidlig op, men alt for koldt, så jeg blev liggende lidt længe i sengen. Fik ikke løbet min lørdags morgentur, som ellers har været fast ritual de sidste 4 –5 uger. Stod op, fik den traditionelle morgenmad, en dejlig stor kop varm kaffe og tændte op i pejsen i stuen.
Jeg er begyndt at læse Ringenes Herre på engelsk, så det gik det meste af min formiddag med. Om eftermiddagen skulle jeg på arbejde. Det var et møde om, hvordan deres strategiske og årlige plan skal se ud. Meget spændende, meget langt og meget koldt møde. Men fik en masse gode notater til min pæd./KOL opgave.

Lørdag aften var vores plan at tage ned på Molly Malones og høre the Black Velvet Band, som vi hørte første gang i Christchurch. Men det er altså ligesom om, at det skal regne konstant hernede for tiden, og selvfølgelig regnede det også, da vi ville af sted. Så vi besluttede os for at blive hjemme…rimelig træt af det, da jeg havde total god hår dag!!! Anyway…spiste aftensmad, ingenting i fjernsynet, Ane spillede guitar og jeg på nettet en times tid, da jeg pludselig fik en besked: ”Are you dancing?” Jeg kendte ikke nummeret, så derfor måtte det ligesom være et tegn. Regnen var holdt op, så ud af døren vi fløj, ned til bussen og ned på Molly Malones og høre irsk musik. (Det var dog ikke lige så sjovt, som i Christchurch.)
Musikken var ikke det samme, og alle folk virkede total kogt i øl og sprut. Måske det havde noget at gøre med, at Ane og jeg ikke havde drukket, og drak kun to øl dernede. Men det var nu meget sjovt alligevel, og vi snakkede også med nogen mærkelige mennesker. Blandt var der en fyr, som kom over til mig, og spurgte om jeg havde noget i mod hans ven, for han følte, at jeg sendte ham onde øjne. Da jeg ikke en gang havde kigget på ham, andet da jeg snublede halvt over min stol, var jeg ligesom nødt til at finde på noget, så jeg sagde, at min øjne er ligesom onde Gismoøjne, og jeg ikke helt kunne gøre for det. Kort efter fik vi selskab af Mario Brødrene….SERIØST, det måtte de være. Og Mario spurgte Ane, om hun ville føde Luigis børn…..SKUMLER! NEJ TAK.
Desuden lige en lille chat med nogen ALL BLACKS spiller (Rugby). Men vi vidste faktisk ikke, at de var, og vi egentlig også ligeglade. Næste dag fandt vi dog ud fra en reklame på TV, at han er en vildt kendt rugby spiller, og Rachel fra arbejde fortalte, at normalt er han overrendt af piger. Så måske syntes han bare, det var rart, at vi egentlig ikke vidste, hvem han var. Men vi gad ham jo ikke, så måske ikke så meget kompliment til ham.

På vej til den sidste natbus, mødte vi over 20 politifolk, hørte politibiler hele tiden, fulde piger, der mistede deres sko midt på kørebanen, transvestitter i glitter, glas sko og adgangskorte nederdele og shorts. (Heldigvis var det ret koldt, så ingenting kunne hænge nedenfor og dingle.) Og vi HADER bare, når transvestitterne har mere kvindelige røve og ben. Men det er sgu ret sjovt, at de gør det, og flere skal gøre det derhjemme, før det gør lige gadebilledet meget mere festligt.
Og så er der selvfølgelig de biologiske piger, som stadig klæder sig, som om der er 30 grader udenfor, selvom der faktisk kun er 5 grader. Skal siges at Ane og jeg var klædt i tre lag, fordi det var så koldt. Men alkohol får jo også en til at holde varmen. Men vi har set i en reklame hernede, at når man er fyldt 25, så kan ens knogler begynde at nedbryde, så vi passer på os selv. PUHA…jeg lyder sgu da som én på 70…..”De unge mennesker nu til dags. Hvad skal vi gøre ved dem.” Skal her siges, at vi nogen gange kunne være 90 år, for Ane er halv døv på det ene øre, og mine led knirker.
Nå, men det var lige lidt om vores anden sidste weekend her i Wellington.
Ha det