Hej til alle Lørdag den 13. maj 2006
Det er lørdag først på aftenen, og jeg har lige haft en total afslappet og meget hyggelig lørdag med mig selv. Jeg vågnede kl.7, selvom jeg havde ligget og læst den halve nat. Stod op klokken halv otte og tog mine løbesko på, som ikke er tæt på at være slidt. Løb en lille tur på cirka 4km (gik dog lidt af vejen), mødte morgen friske mennesker, som alle hilste. Regnen havde lige stoppet, så alt var stadig vådt udenfor, men solen krøb sig over bjergene og gjorde det til en helt fantastisk smuk og frisk morgen. Hjemme igen, tog et hurtig bad, spiste min traditionelle morgenmad medhavregryn, rosiner, bananer og græskarkerner…prøv det, før I rynker næsen. Det er sgu en god kick-start…men glem endelige ikke den frisk pressede juice med mango og appelsin…uhmm (måske ikke helt selv presset den!)
Jeg gik ned i byen, og lod Ane blive hjemme ved hendes studier og hendes bageri…vi bager jo selv vores rugbrød nu.) Jeg troede egentlig bare det skulle være en helt almindelig shoppe tur, en kop kaffe, et par cd’er og en gave til Ane. Men alt andet skete. Nede i city centre var der et stort vej skilt, som omdirigerede trafikken, men det var altså ikke pga. vejarbejde, men en film, der var ved at blive optaget. WARNING – FILM CREW!!! Måske jeg er så heldig, at jeg kommer med på filmen. Jeg gik ned mod havnen, for jeg havde besluttet at se byens museer…. Desuden så jeg, at der var en gammel lagerbygning, hvor der var en midlertidig udstilling, og da var gratis, gik jeg selvfølgelig. Det var en udstilling fra deres art education, og flere gange blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at lave noget på deres collaborate art desk. Men følte mig ikke så arty, og nød bare udstillingerne. Derefter gik jeg over på academy of Fine art, da jeg tidligere har planlagt, men ikke fået det gjort. Der var dog ikke noget, bortset fra nogen fede malerier af S. Knapp (hollandsk kunstner), som også havde udstillet det forrige sted. Men jeg vil ikke beskrive dem, for det vil bare ødelægge mit syn på dem, hvis jeg skal til udpensle detaljerne.
Fortsatte over på Museum of Wellington City and Sea, som er en udstilling over Wellington og New Zealand op igennem tiderne. Det første rum, jeg kom ind i, var opsat som en gammel lagerbygning i 1890, hvor der var lyde og genstande, der passede ind i tiden. Desuden pilede en rotte hen over loftet, og en kat lå og viftede med halen…alt meget autentisk og virkelig troværdig. Jeg fik dog også et mindre chok, da rotten dukkede op, og et lille gisp røg over mine læber. Resten af museet viste mest bare Wellington op igennem tiden, og jeg brugte ikke så meget tid på det. Men der var en Samoaen digt oplæser, som fortalte om hendes forhold til Samoa og New Zealand, og en udstilling om de kummerlige forhold, Samoa folket levede under, mens de var under New Zealands(Engelsk herredømme) Men spændende og utrolig gode, ikke selvhøjtidelige digte. Godt mættet af kultur, besluttede jeg, at det var nok for i dag. Måtte hellere få købt gaven til Ane, og drikke en kop kaffe, men kom lige forbi en smykkeforretning , ejet af Hanne Andersen???
Var nødt til at gå ind, nysgerrig som jeg jo er. Ekspedienten henvendte sig hurtigt, da det er meget normalt hernede…enten er det høflighed eller frygten for tyveri. I hvert fald spørger de altid hvordan det går, om man har haft en god weekend, etc. før man overhovedet har haft en chance for at kigge rundt. Men i hvert fald denne søde mand, meget løs i håndledet, to meter høj, mange ringe på og ørering i højre øre, skulle nok hjælpe, hvis jeg havde brug for det. Da jeg sagde, at jeg bare var nysgerrig, og egentlig bare ville se, hvilke smykker de havde, og kunne genkende det danske navn, blev han helt positiv overrasket, og begyndte at fortælle om deres egen produktion, Hannes besøg til Danmark hver vinter for at hente smykker, og spurgte, om hun skulle bringe noget til mig fra Danmark. Kunne ikke lade være med at smile indvendig, for han var en rigtig prinsesse, når han fortalte om de her smykker, som bare faldt fantastisk smukt om halsen…”They are abosolutly beautiful.” Jeg fik deres kort, og lovede at komme tilbage. Hvilket jeg nok også gør, men desværre er det nok alt for dyrt for mig at købe noget. Ærgerligt!!!
Gik videre, fik shoppet, købt nye jeans, da mine yndlings jeans hjemmefra synger på sidste vers…har syet dem 4 gange, men der bliver ved med at dukke nye huller op i det slidte stof. ØV ØV ØV!!! Irrelevant. Men åbenbart var det en dag med overraskelser, for midt på strøget stod der en irsk gammel gut, og spyede ild….meget særligt, meget sjovt og meget skræmmende. Købte de sidste ting, og besluttede mig for at tage til Curtis Street igen. Kom hjem til friskbagte boller og rugbrød, total solskin i haven, og en hyggelig rugby kamp i vores ”baghave”. Det var som sommer igen. Ane har ikke helt fået læst så meget, men hun har tændt op i pejsen her til aften, jeg har taget et karbad, alt imens jeg drak et glas vin og læste min (nye) bog. En meget almindelig, og alligevel begivenhedsrig dag. Vil slutte herfra, og sige at jeg nyder de små overraskelser, som dukker op, når jeg mindst venter dem, hvis bare jeg husker at kigge efter.
Kærlig hilsen
Lone Klemmensen, Wellington, New Zealand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar