If I knew....

	If I knew it would be the last time That I'd see you fall asleep, I would tuck you in more tightly and pray the Lord, your soul to keep. If I knew it would be the last time that I see you walk out the door, I would give you a hug and kiss and call you back for one more. If I knew it would be the last time I'd hear your voice lifted up in praise, I would video tape each action and word, so I could play them back day after day. If I knew it would be the last time, I could spare an extra minute to stop and say "I love you," instead of assuming you would KNOW I do. If I knew it would be the last time I would be there to share your day, Well I'm sure you'll have so many more, so I can let just this one slip away. For surely there's always tomorrow to make up for an oversight, and we always get a second chance to make everything just right. There will always be another day to say "I love you," And certainly there's another chance to say our "Anything I can do?" But just in case I might be wrong, and today is all I get, I'd like to say how much I love you and I hope we never forget. Tomorrow is not promised to anyone, young or old alike, And today may be the last chance you get to hold your loved one tight. So if you're waiting for tomorrow, why not do it today? For if tomorrow never comes, you'll surely regret the day, That you didn't take that extra time for a smile, a hug, or a kiss and you were too busy to grant someone, what turned out to be their one last wish. So hold your loved ones close today, and whisper in their ear, Tell them how much you love them and that you'll always hold them dear Take time to say "I'm sorry," "Please forgive me," "Thank you," or "It's okay." And if tomorrow never comes, you'll have no regrets about today.

To carry on!

You can shed tears that he has gone
or you can smile because he has lived
You can close your eyes and prey that he will come back
or you can open your eyes and see all he has left
Your heart can be empty because you cannot see him
or you can be full of the love you shared
You can turn your back on tomorrow and live yesterday
or you can be happy for tomorrow because of yesterday
You can remember him and only that he has gone
or you can cherish his memory and let it live on
You can cry and close your mind
be empty and turn your back
or you can do what he would want
- smile, open your eyes,
love and go on

By: unknown

Vi kan lade tårerne flyde, fordi han ikke er her mere.
Eller vi kan smile, fordi han har levet.
Vi kan lukke vores øjne og bede til, at han må komme tilbage.
Eller vi kan åbne vore øjne og se alt det, han efterlod.
Vore hjerter kan føles tomme, fordi vi ikke kan se han.
Eller vi kan være fyldt
med den kærlighed og det fællesskab, vi delte.
Vi kan vende ryggen til i morgen og leve af i går.
Eller vi kan hædre hans minde og lade det leve videre.
Vi kan græde og lukke vores sjæl.
Eller vi kan gøre, hvad han ville ønske:
Smile, åbne øjnene, elske og værdsætte hinanden
og fortsætte rejsen.

Af: ukendt

Dreaming of life!

I find it so hard to get out of bed in the morning. It is as if the last couple of weeks has put me right back where I was almost 8 months ago.... I don't wanna wake up in the morning because when I sleep he is with me and the dreams are so real. It is like when you where a kid and all the dreams you had about getting all the toys or candy that you wanted but when you woke up there was just nothing. That feeling of disappoinment combined with sadness and then anger because allowing myself to have so stupid dreams knowing that my feelings are going to be chaotic the next morning...so ambivalent when I don't miss out on the dreams but I don't wanna feel like shit the next day either. It is all very much real to me but at the same time it feels like my life is the nightmare and my dreams should be my life.

the socalled normal life

Got to thinking today about the so called normal life and what we expect of it. If someone took a look at my life they would say that it looks normal or looks like that it is back to normal. And in someways it is. I have a job, I'm out running every second day, I go out with my friends and I have plans for the weekends. But then again it is far from normal. The job I have now is the third job I have had in 18 months but without I would worry about going crazy and not bankrupt. My running has improved more the last couple of months than it has the last two years because it makes me feel good and gives me a break from all my thoughts. Now I feel that improving my running is something I control whereas before my reason for doing it was to get fit and I hated it. What is back to normal is also my opinion on men. I have not met many men that knew how to treat a girl with respect or just normal decency but with him I forgot it all. Now it is all coming back to me and at the same time winter is getting near, the days are getting shorter and all my thoughts are focused on him, so I sleep the restless sleep. Every night I cry myself to sleep and every morning I wake up not rested and with red baggy eyes....I do my best to continue but right now it is so hard. Last year was so different and so filled with hope and love and everything was looking bright. We were just getting started with our lives together so I just don't understand why this had to happen. How am I to move on? I ask myself these questions every day and I know there is no answers except the ones I make my self. But where am I to get the strenght to do that?

Different people different lives

I feel tired but my thoughts can find no rest. I should be looking at job adds from NZ but while I'm doing that my thoughts wander.I think about all the things that were and the things that will not be. I have improved my running and some days I feel like that is the only thing I can control. I can't control when I want to be happy and when I'm sad. It just happens - especially the sad part and I wonder Will I ever be really happy again? I am damaged goods like Mike said.

The other day I walked the streets and looked at and listened to all the people. Some people where laughing and kissing on the streets, eating icecream with their families or roller skating. From the open windows I could hear people practising their acting skills and people arguing. A young woman was sitting in her window smoking a cigarette. She had that sad smile on and I wondered what had happened to her. I looked at her and she gave me a smile but her eyes did not smile. I realised that I'm not the only one feeling hurt and alone but at the same time I really wanted to see the beauty in life and her smile gave me that. I just have to try a little bit harder now to see it. I haveto remember that even though we are so different and leed so different lives we still feel and those feelings have the right to be accepted and seen as something beautiful and strong because that is what brings us together. Without it we stand alone. I don't want to stand alone.

What if?

Today is a rainy summer sunday in Denmark. The sweet scent of wet grass and leafs fills the air. The only thing to do is drink hot tea and read books, watch a dvd or let the thoughts wander.
I've been looking at pictures today- mostly of Reuben and me. It is hard for me to let go. When I look at the pictures I think about all the things Reuben wanted to do with his life. And all the things we wanted to do together. And all the "what if's" pops into my mind. What if we'd stayed in New Zealand? What if we hadn't gone to New Zealand? What if I had called him one more time that night? Could I have helped him? What if I had never met Reuben?
I don't know the answers to all my questions but most of them. I don't know what had happened if we'd stayed in New Zealand but I do know that it was good that we went. Reuben saw the people he truly loved and because he loved them I love them and I know that no matter what they will always be part of me. And I do know that because I met Reuben I now know what love is and no one can take that away from me. Unfortunately I also know what hate is. But I try not to let it influence me. I do know that even though I had called him one more time that night he would have said that he was alright just like the last message from him told me. He didn't know what was going to happen so how could I? I don't know what would have happened if we had stayed in NZ but I know that it will not help me to think about because I cannot change it.

GOD, grant me the
Serenity
to accept the things
I cannot change
Courage
to change the
things I can
and the
Wisdom
to know the difference.

Living ONE DAY AT A TIME;
Enjoying one moment at a time;
Accepting hardship as the
pathway to peace.

Taking, as He did, this
sinful world as it is,
not as I would have it.

We know life is hard and we see and hear it all the time. In all this we try to do good and believe in the good in people. But it is not what you are inside that defines you but your actions. But does that mean that it is also lack of action?

The good with the bad

The other day I booked my ticket for New Zealand. Different thoughts are going through my mind why I'm doing this for the 4th time in 3 years. Some days it is very clear to me why while other days I feel more insecure then ever. I'm not quite sure what I wanna achieve with this trip except I wanna give myself room to think about life and my new plans.
Damn it! Some days are just harder then others!
Today was one of those days making me feel so ambivalent about everything because we were at the rugby club and all the girls met for brunch before the game. Introducing and saying hello to the new girls. It was really good to feel like one of them but at the same time it was just different because my man is not playing out there anymore and after the game all the other girls go home with their man and I don't. Some days it is so hard to talk about Reuben because he is not here anymore but at the same time it helps to keep his memory alive. The memory that is still so strong and around us on and off the pitch. To have and then to lose something so beautiful. It is just too hard to try and understand. So I don't and just try and believe in love and the good that happens around us all the time.

We know and have believed the love which God has for us. God is love, and he who remains in love remains in God, and God remains in him. ^4:17In this love has been made perfect among us, that we may have boldness in the day of judgment, because as he is, even so are we in this world. ^4:18There is no fear in love; but perfect love casts out fear, because fear has punishment. He who fears is not made perfect in love. ^4:19We love Him, because he first loved us.

The tears we cry

Music has always helped me through the hard times, especially Dave Matthew's songs has helped me through the last couple of months. Some of the songs make me cry while some make me smile that cheeky smile because the songs tell me the secrets that only me and my loved one shared. My tears are not for nothing and I realised that the other day when I was listening to "The space between".
Some days when I have been feeling down I have thought that it would have been better if I could erase all my memories like they do in "Internal sunshine in a spotless mind" because the memories were hurting too much but only because I knew that I would not get to feel like that again. But when I was listening to this song I knew that all the memories were mine alone and they made me the person I am today and maybe some days I don't like that but then I imagined going through life without no great love and I knew that I have been lucky because I know what love feels like. With all its ups and downs. And I guess we sometimes have to be sad to really feel and appreciate when we are happy.

You cannot quit me so quickly
Is no hope in you for me
No corner you could squeeze me
But I got all the time for you, love
The Space Between
The tears we cry
Is the laughter keeps us coming back for more
The Space Between
The wicked lies we tell
And hope to keep us safe from the pain

But will I hold you again?
These fickle, fuddled words confuse me
Like 'Will it rain today?'
Waste the hours with talking, talking
These twisted game we play

We're strange allies
With warring hearts
What wild-eyed beast you be
The Space Between
The wicked lies we tell
And hope to keep us safe from the pain

Will I hold you again?
Will I hold...

Look at us spinning out in
The madness of a roller coaster
You know you went off like a devil
In a church in the middle of a crowded room
All we can do, my love
Is hope we don't take this ship down

The Space Between
Where you're smiling high
Is where you'll find me if I get tickled
The Space Between
The bullets in our firefight
Is where I'll be hiding, waiting for you
The rain that falls
Splash in your heart
Ran like sadness down the window into...
The Space Between
Our wicked lies
Is where we hope to keep safe from pain

Take my hand
'Cause we're walking out of here
Oh, right out of here
Love is all we need here
The Space Between
What's wrong and right
Is where you'll find me hiding, waiting for you
The Space Between
Your heart and mine
Is the space we'll fill with time
The Space Between...

As time goes by

So much has happened the last year of my life and so many stories to be told. But what I have really thought about the last four months are the stories not told or the stories that suddenly ended.
The last year has been like a rollercoaster ride with all the ups and downs.
I met the most fantastic man last year and everything went really fast. In the beginning we took it really slow. We were both just out of relationships and just wanted to have some fun. It turned out to be the best and the worst time of my life - so far.
He was amazing and we were perfect together. He made me laugh, he believed in me and the love we had and we had big plans for the future. I went to visit his family in New Zealand which has become like my second home now and I met some really awesome people. We moved in together and we lived together for three months. We made plans for the future, what we wanted to do with our lives, talked about children and where we wanted to live and raise our kids. But in the end the only thing that was important he said was that we were together. And for the first time in my life I understood the people who says that a partner you love makes you complete. We were perfect with all our flaws.
He died two weeks after we came home from New Zealand. January 26th 2008. He was only 31. My world fell apart and everything that we had planned was no more. I had to go back to New Zealand to the funeral less then 4 weeks after we left it together. This time it was without him.

Everyday I miss him and I would never want my worst enemy to experience my pain.
As time goes by I realise that I have to find a beginning to my new story and somehow find The End of Reuben and my story but because he was my greatest love and now he is gone I feel like I'm missing some chapters that would complete the story. Maybe I have to leave that story untold.

Ingen steder og alle steder

Så blev det endelig tid til at skrive lidt igen. Har faktisk ikke haft lyst eller tid siden jeg er kommet hjem, men der er dog stadig sket utrolig mange ting i mit liv, som konstant ændrer mig og mit syn på, hvordan lives leves tæt på lykkeligt.
Med Israel Kamakawiwo Ole's version af "Somewhere over the Rainbow" spillende i mine ørebøffer blev jeg inspireret til at skrive lidt igen. Jeg har forsøgt at opdatere min blog lidt med nye links til sider, som jeg synes er sjove, vigtige og spændende, og netop ovennævnte sang fortjener et link på min blog. Lyt endelig til sangen, for den er fantastisk. Jeg har to episoder i mit liv, hvor denne sang netop har en mindre birolle i mit liv og min forståelse af virkelighed og fiktion, og hvor tæt disse ligger på hinanden. Første gang jeg hørte sangen, er i et ældre afsnit af Skadestuen, hvor den kære Dr. Mark Greene dør af en kræftsvulst på hjernen og efterlader blandt andet sin teenagedatter. Jeg kan huske at trods det var fiktion, blev jeg meget rørt af tanken om at det faktisk er skæbnen for mange mennesker hver eneste dag at blive forladt og opleve døden enten på grund af sygdom, krig eller hungersnød og hvad der nu ellers findes af katastrofer i denne verden. Men samtidig så formår mennesket at se på denne verden som noget værdifuldt, som vi skal værne om. For mig er det hvad sangen forsøger at give videre - at der netop er godhed til trods menneskets forøsg på konstant at nedbryde sig selv. Anden gang jeg hører sangen, hvor den har betydning for mig, er på mit jungletrek i Thailand, hvor vores danske gruppe har medbragt minianlæg og mp3 afspiller, hvilket virker fuldstændig absurd på mig. På tur i junglen og man kan ikke undvære den moderne verdens små elektriske vidundere - men anden aften på vores trek, da vi sidder og drikker te og øl i en hytte i en Karen Village, og denne sang spiller ud af de små knitrende og kradsende højtalere, forekommer det mig fuldstændig ligegyldigt, at de har medbragt disse, for sangen er kun et kærkomment og bizart passende input til vores tur i junglen, hvor vi troede alt ville være så anderledes, men alligevel ikke er det. Mennesker er mennesker, og forsøger at overleve dagen, gemme det smukke i minderne og lade det uhyggelige og hårde kun være et lille lag af éns verden og personlighed.

Siden sidst

Endelig - endelig har jeg fået en trådløs netting til computeren. Det betyder at jeg ikke mere skal sidde på sengen med netværksledningen hængende, så folk og fæ vælter over den. Det betyder også at nu gider jeg bruge lidt mere tid ved computeren. Og derfor bruge mere tid på at skrive om en masse, som alligevel er glemt i morgen - hvis det skulle opbevares i min hjerne. Næh måske ikke helt. Nå men der er alligevel sket en masse...jeg er blevet færdig med min uddannelse...i hvert fald første del. Jeg har fået job på en skole i Gellerup med 2.g´s børn, hvilket er utroligt spændende. Det er dog en tidsbegrænset stilling, men har dog nok alligevel besluttet at læse videre efter sommerferien...heldigvis først ansøgningsfrist på Uni den 2.juli.
Enough - things to do - people to see!

no need for comments

Tjeck this out....why is it that people always can find an excuse to be stupid and evil?
Jesus Camp?!!!!


http://www.youtube.com/watch?v=pl1keNvR7tA

Being political

Finally things are happening. Demonstrations and lockouts in almost every child care institutions in Århus. People are not happy with the politicians and it is time to do something about it. Together we are stronger and hopefully we will see good results. If not, people have to remember the hard times at next election. Why is it that we have to save in good times as well as in bad times... In the end it is the elderly and the childrenthat will suffer. But our government believe in helping the people who need nohelp, and then the not-so-lucky can help each other. They keep saying that in other cities they can do it cheaper, then why shouldn't we. In America our government would be democratic, but I don't wanna look at the american conditions. I believe in the Danish well-fare system and hope that there will be someone to look after me, if I get sick or when I get old. I wanna have professionals to look after my children and teach them about life, democracy and respect for other children. I wanna live in a country where we respect each other as individuals and the different cultures that is part of being a multi cultural society. I wanna have the opportunity to say no when I am not pleased with my politicians and I wanna have the right of free speach.
I believe in protecting the weakest in our society which is our children, the animals and our nature. We need to think before acting...we need to reflect before and after taking actions. No need in sending soldiers to Iraq if we believe in dialogues and communications... we need to do everything we can to prevent war, because it is only the big weapon-companies that will profit on the war. I can't say which I belong to, because no one can give me the entirely right answer why I should choose them....I am not shure I believe in some God, but what I do know is that we should just try to be good and treat other people the way you would like them to treat you. It is actually quite simple to say...why is it so hard to do???

Bla bla bla

How come does small insignificant problems seem so big at a time like this. I need to focus on my final examns and instead painfully anoying wisdom teeth have to be pulled out, demonstration almost every day against our local political counsel and national government. Although maybe not so insignificant but still....takes up time from what I really should be focusing on.
Quite painful but at the same time strangely funny to be numb in the right side of my face...to be this drooling funny talking weird looking person and everyone just give this pityful look.
Drooling=secretion of saliva from the mouth.
Drooling is caused by saliva flowing outside the mouth. Drooling is generally caused by excess production of saliva, inability to retain saliva within the mouth, or problems with swallowing.
How pathetic I must have looked when those young girls infront of the mall approached me with their perfume samples trying to convince me to buy the new POSH/Beckham perfume. Not exactly what I was thinking of when I left the dentist. Which perfume would go to my black Vagabond Pumps, denim knickers and swollen right cheek??? Well no harm done and no perfume for me.

Changing to become the same

Finally I finished my assignment. It's not the best thing I've ever written but it'll do. Now I can focuse on more important things like...well life. And yet my education is part of my life. It is what I stand for and try to be...just trying to be a good person. Hmmm...yes that's it. And trying is not at all bad. If just more people tried to be good - or read Nick Hornby "How to be good". Maybe that would change a lot of perspectives on how to be good. Oooh - also one of my favourites is Paul Auster with New York Follies. Now I need some inspiration for some new books because I soon will have the time to read again.
In the meantime I have three examns and I really don't have a clue what it is gonna be like. I feel I have to little time and know to little about the subjects to write anythings smart about it. Hmm...maybe I should spend some time studying instead writing on my blog.....................yes.END

The Story of the Babuska's

Little lady with many faces....well same face but different in sice. The little lady with The Inner Child

Just some everyday thoughts!!!

I have spend way to much time infront of the computer doing absolutly nothing the last two weeks. At the moment I am trying to write my assignment for school but after six months in New Zealand it is like other things are more important...well maybe not important but they just take up space in my mind. Everytime I try to write something it is as if my brain just has it's own life..."hello that is funny. I know it is just a picture of me jumping of a cliff...oh, I could organize my flickr too. Or write an email to Liz and Barrie. Hmmm...I wonder what the weather is like in New Zealand. It could be nice just lying on a beach on Ko Tao. Or maybe have a barbecue at Big Fish. I wonder what all the guys from the festival is doing...etc. etc." So you can see it is really hard for me to work on my assignment. But I am slowly getting there...7 pages now. Hopefully I have finished it on wednesday or thursday. I tried to write it all weekend but we ended up on Tir Nan Nog. Always very funny. Well even more funny this friday because Ane and I were dancing and jumping around to some really funny irish music. And drinking fanta shots and meditating and telling people they would get all kinds of diseases. A funny thing because said they did not believe me and still they told it to other people what I had foreseen... Saturday was my day of rest. Ionly stayed awake for a couple of hours to watch a Samurai movie in the afternoon and Broken Flowers with Bill Murray at noght. Which is by the way a really cool movie but don't expect to understand it the first time...well I didn't. Sunday morning out running again...totally addictive. Trying to write my assignment but nothing happened. At nine I went to Brian's and we watched a movie. Off course I couldn't sleep so I was just lying there and listening to all the noises in the house. People having sex which was really funny because he almost made more noice then she did. And then they tried to turn up the TV butt I could still here them and the newsreporter in a strange symphony of pleasure and pain.
Well finally I did fall a sleep. And slept for a about 5 hours. Still so very tired..the folder with my assignment is open but that is about it. Back to work.

Autumn is near

Summer has gone by way way to fast...spending time with family and friends. Having fun with football and beers on a sunday, playing crocket in the back yard, drinking coffee in the sun and having barbecues at night.
Why is it that autumn is already so near...I feel I have just left autumn in New Zealand and now it is almost autumn here in Denmark. I find it really hard being back in Denmark and if it wasn't for my family and really good friends, I would have left a long time ago...except I have only been home in 3 weeks. Though some days it feels like years. It is just because I can't focuse on anything and there is so much I have to focuse on. Like examns, find a place to live, pay the bank back, work and my further education. And it is not like I don't wanna focuse...I just can't. Maybe to much Sang Som whiskey in Thailand...
Naaahh!... Maybe I have to many plans, like going to New York during the next year, Oslo maybe at Christmas, England, Ireland and Skotland next summer...and ofcourse Skanderborg Festival. Well, I am glad I am so young, allthough my family maybe thinks it is time for me to get my own family. And I might someday...if it happens, it happens.

Back in Denmark

How weird is this. I have been in Denmark exactly 10 days, and already I feel everything is like it always has been. Except I am different. It has been really nice seeing all my friend and we had a blast last weekend at a barbecue party.
But this weekend I visited my father and his family, and my friend and I went out for a beer at the local pub. I felt like I had just entered a time maschine 20 years back and no one knew me. When we entered the only thing we could hear, was this danish folksinger on the stereo and everyone was staring at us like we were aliens. Thess old alcoholics with all their stupid drunk lines trying to be cool, but to me they just seemed pathetic and miserable. I know that it is very predudice of me to say that, but I really felt like a foreigner in this small time in the southern USA, where you get beaten just be looking at people.
Though after a short while people lost interest in us and we could just enjoy our beer and have a nice talk.
This is defently the last time I go out in this small town, except when it is christmas and everyone who escaped this place in time, come back to visit their families, like war veterans. Then we will try to have fun and remember what things used to be like here and only have that in common.

Sidste etape af rejsen

I dag er det tirsdag den 25.juli 2006, og om præcis 13 timer og 5 minutter sidder jeg i flyet til Danmark. Det er stadig ikke til at forstå, at vi har været af sted i 6 måneder nu. Når jeg tænker over det, så er tiden gået utrolig hurtig det meste af tiden. Der er mange ting, jeg kunne skrive om, som jeg har oplevet i loebet af det her halve år. og alligevel ville jeg ikke få det hele med.

Tiden i New Zealand har været en rigtig god og erfaringsrig oplevelse, som jeg slet ikke ville være foruden i uddannelsesmæssige forløb. New Zealand er desuden et fantastisk land med deres natur, som er et uddrag af alt slags natur i hele verden. Måske drikker Kiwierne lidt for meget, er utrolige glade for sport og fortælle andre mennesker om, hvor gode de er. De ryger måske lidt for meget græs, men har mange utrolige fedee musikere...måske er der en sammenhæng. NZ er et land, som jeg helt sikkert genre vil vende tilbage til og holde ferie, og prøve alle de andre sindssyge ting, som jeg ikke fik prøvet.

I Thailand har det også været fantastisk, men helt anderledes. Her har det først og fremmest været ferie for mit vedkommende. Jeg har fået læst en masse bøger, ligget på stranden hele dagen, badet i det skønne azurblå hav og drukket Thai whiskey af blå spande. Ane har været lidt mere seriås og taget et dykker certifikat...
Thaierne er virkelig det smilende folk, men samtidig skal man lige passe på, for bag smilet kan der godt være en lille chance for, at de vil snyde dig. Bangkok er stress, handel, tuk tuk´er, nat markeder og lidt for dyre priser. Øerne er paradis med gode priser, mange scootere, især udlejet til turister, som typisk kommer til skade, massage på stranden af små, men stærke thai damer. Is-, smykke-, tøj- og solbrille sælgere på stranden. Oftest hørt på denne ferie er:
"Hello, Taxi?"
"Hello, Tuk tuk?"
"Hello You waan massa`?" (Forstår godt reklamen med Motorolla nu "Hello Moto")
"Iiice cream, is good for you, sexy lady."
"Thai Boxing...tonigh, tonigh, big mat, big mat."
"Come, see my shop"

Det har været ret mærkeligt, at konstant blive kontaktet af mennesker, der vil sælge ting til dig, som du egentlig ikke var klar over du manglede. Men det er bare Thailand i al sin variation.

Vi ses i Danmark

Ø-kuller

Ko Tao er en fantastisk oie, og vi har det rigtig dejligt hernede. Men jeg er ogsaa klar til at komme hjem snart. Har besluttet, at det ikke er sidste gang, jeg skal ned paa denne oe. Jeg har vaeret saa uheldig at faa bronkitis, saa jeg har ikke haft mulighed for at vaeremed paa dykker kursus. Det kunne nu ellers have vaeret fedt at have et dykker certifikat til 18 meter. Men det maa jeg faa en anden gang saa. Ane er ved at tage certifikatet, men har lidt problemer med oererne, hvor hun ikke kan udligne trykket, nar hun dykker ned. Saa hun fik lige en oere skylning i gaar. Forhaabentlig kan hun gennemfoere kurset saa. Jeg har brugt tiden paa at ligge paa stranden, laese sladderblade og boeger, bade i vandkanten med krabber og sjove farvede fisk. Og snart vil jeg have en gang thai massage, bare fordi jeg kan. Paa soendag forlader vi Ko Tao, tager en baad til Chumporn, og derfra et tog videre til Bangkok, hvor vi er fremme mandag morgen. Forhaabentlig kan vi faa en overnatning paa New Road Guest House, power shoppe lidt i Bangkok og flyve hjem tirsdag nat. Hold da op hvor er det maerkeligt at sige....flyve hjem!!! Saa der er ikke lang tid til, at jeg er hjemme i Danmark. Shit mand, hvor jeg glaeder, men samtidig kan jeg heller ikke rigtig forstaa, at der allerede er gaaet et halvt aar, siden jeg forlod Aarhus rutebil station. Mor, Lea, gutter, familie, Sigfreds, TNN, mit toej....see ya soon.

Intet nyt er godt nyt?!

Jeg har det godt. Det er for varmt at skrive noget klogt. Har snorklet, siddet bag paa scottere med englaendere, vaeret til Thai boxing, Full moon Party, danset til Lounge musik hele natten, drukket drinks af plastic strandspande med hank, moedt soede amerikanere og modsat, naesten snydt af pickup truck driver...den lokale taxi bus, solet og blevet lidt brun.
That's it og saa tusinde andre ting.

Landet paa Ko Samui

Nu har vi vaeret to dage paa den skoenne oe Ko Samui. Men der er godt nok mange turister, og hver anden time flyver der kaempe flyvere til Bangkok hen over stranden. Det er skoent med sol og strand, men vi har booket billetter til i morgen, hvor vi tager videre til Ko Pah Ngan, hvor der er full moon party. Det er dog ikke grunden til at vi tager derover, da vi gerne vil videre til Ko Tao, hvor der skulle vaere helt fantastisk at snorkle. Men vi skal lige hente Anes kamera, som hun glemte i junglen, men gerne skulle vaere naaet frem til Ko Pha Ngan med nogen andre danskere, vi trekkede sammen med. Saa det krydser vi fingre for.
I gaar ankom vi til Ko Samui efter en lang rejse fra Bangkok. 12 timer i tog til Surat Thani, hvorefter vi skulle sejle ud til oeen. Vi blev dog lige koert en times koersel i bus, da baaden var fyldt med Ko Pha Ngan folk. Det tog ca. 45 minutter at sejle, men det var helt fantastisk, selvom stegte os roede. Og ja vi havde smurt os i solcreme, men ikke helt nok. Ned paa stranden og finde en bungalov, men det minder mest om turisthoteller paa Cran Canarie. Jeg fik den dejligste thai reje salat, men jeg troede lidt, jeg skulle doe, for det var saa staerkt. Men foelte jeg blev helt renset indvendigt.
I aftes fik vi et par oel og Ane spillede lidt guitar, mens vi sad under en palme i maaneskinslys og boelgerne slog op paa stranden. Laengere hen ad stranden fandt vi et skoent sted med Lounge musik og japanske liggestole, hvor vi fik et par mojito's. Det var laekkert, men spiritus slaar, naar det er varmt, saa vi gik i seng lidt snalrede og dejligt traette.
Vi besluttede os for at blive en ekstra dag her i Chaweng paa Ko Samui, da vi begge var lidt traette af at rejse hele tiden. Saa vi tog ned paa stranden, hvor Ane fik mulighed for at snorkle. Det er dog ikke saerligt godt vand, saa vi glaeder os til Ko Tao. Sidst paa dagen fik jeg lige en times massage af en lille thai pige med de staerkeste haender. Kun 300 Baht...rigtig billigt...ca. 50 kroner. Jeg tror jeg skal proeve rigtig thai massage, hvor de virkelig tager fat, og modeller og hiver i hele kroppen. Det skulle goere lidt nas, men vaere helt fantastisk bagefter. Billeder har jeg ikke taget saa mange af, da vi lader det ligge safety boks paa hotellet, for der er vist ret mange tyve og wannabe salgere paa stranden med lange fingre. Og vi har jo pt. kun et kamera, saa vi skal passe ekstra paa. A

Ane er forresten overbevist om at jeg har fundet min indre hippie hernede, men dem der kender mig fra langt tilbage ved jo godt, at det bare er en del af mig...ikke? Store fisker bukse, toerklaede om haaret, hjemmelavet rasta haar og bare taeer.

JUNGLE FEVER

Følgende skal læses, mens du hører Guns and Roses "Welcome to the Jungle"

Alt hvad jeg troede, jeg kunne, ville og var muligt i min verden, er blevet revurderet den sidste uge. Vi har været på trek i Junglen ved Umphang sammen med...6 andre danskere fra Århus. Aldrig nogensinde i mit liv har jeg oplevet noget så hårdt og udfordrende, vådt, fedt, beskidt, lugtende og grænseoverskridende i mit liv. Jeg har sovet i telt junglen, i pælehytter med flagermuse, rotter, katte, firben, slanger og tusindvis af myg. Jeg har sejlet i gummibåd og set aber (i hvert fald en) og varaner, blevet grinet af, af guiderne, når jeg skreg af de klamme edderkopper og skorpionslignede dyr.
Jeg har gået op, op og op i knæhøj mudder, mudslide nedad igen og troede virkelig jeg skulle dø. Jeg har badet i sydøstasiens største vandfald, været dækket i mudder i tre dage i streg, og haft junglerøv, som er det nyeste udtryk for diare, raserrøv etc. JEg har redet på elefant i fire timer, hvor Ane endda fik lov til at prøve. En utrolig stille, stor og godmodig elefant, der virkelig skulle gennemtænke sin rute igennem junglen. Nogen gange havde den så svært ved at beslutte om den skulle gå den ene vej rundt om de store bambusser eller den anden vej, så den valgte at vade lige igennem. Hvilket selvfølgelig resulterede i, at vi blev pisket af kæmpe bambusser, og ædt af kæmpefluer, de gemte sig i bambusserne. Og så kunne den rigtig godt lide, når vi sang, og vi var overbevist om, at den faktisk gik bedste til en lille sang, for når vi ikke sang, så sang vores elefant-fører for den. Meget fedt at opleve at ride igennem junglen på ryggen af en elefant, med en lille Thaimand med lyserød badehætte over sin mørkeblå elefanthue, syngende på Thai.
Vores guide igennem de tre dage hed Kurt, eller det skulle vi i hvert fald kalde ham. Han kunne lidt engelsk, men mere dansk, da hans ture de sidste 10 år næsten kun havde været med danske turister. Desuden havde vi en hemmelig gæst, som først viste sig på trediedagen...John, det niende medlem. Han var fast inventar på resten af turen, og fik også et lille bad i vandfaldet.
Jeg har haft en fantastisk tur ud i junglen, og ville gerne være blevet derude, hvis jeg havde haft flere tørre strømper og shorts. Måske en anden gang, hvor det ikke er regntid, og junglen ikke er fyldt med mudder og elefantlort smadret ud i en pærevælling, lioge hvor man skal gå.
Der er desværre ingen fotos fra de sidste dage, da Ane glemte sit kamera i junglen og mit løb tørt for batteri, men ellers er der nogen meget sjove nogen på flickr. tjek dem

Travlhed, tis og tuk tuk'er

Saa er jeg endelig ankommet til Thailand...der er mange ting at sige om byen, selvom jeg kun har vaeret her to dage. Der er ufatteligt varmt, men maerkeligt nok har jeg allerede vaennet mig til det. Der har ikke vaeret saa meget sol, hvilket jeg tror, kunne goere det helt udholdeligt. Men det er en vildt spaendende by, og der er mange ting, som jeg skal naa at se, inden vi tager hjem. Men det maa vente, til vi kommer hjem fra vores trekking tur. Bangkok har en umiskendelig lugt af tis, sved og smog. Der er tuk tuk chauffoerer, der spoerger konstant, om vi skal koeres et sted hen..."one hour...I drive you. Come come, okay?"
Men vi har heldigvis laert at sige nej, ellers ville vi nok allerede vaeret blevet snydt for en masse penge.

I dag har vi vaeret paa Klong tour, som er kanal rundfart i Bangkok. Det var meget fedt, da vi havde en god lokal guide, som er utrolig glad for danskere. Han kunne en masse historier, og vidste meget om Bangkok uden for "storbyslivet". Selvom vi stadig var i Bangkok, da vi sejlede rundt, var det som om at besoege det aegte gamle Thailand, foer det hele blev meget industrialiseret. Han fortalte os ogsaa om hans syn paa livet..."Women no smoke, no beer, no whiskey. They stay clean for the babys and take care of man." "we the land of smile, and we smile from heart. In the city it is falsh."

Saa det var jo meget sjovt at hoere om, og vi laerte ogsaa en masse om deres forhold til deres religion. Efter 4 timer blev vi sat af ved Grand Palace, som er kejserens palae, og set masser af templer. Der var dog nogen, som forsoegte at overbevise os om, at paladset var lukket, og de havde noget meget be4dre vi kunne se. Men vi var blevet advaret om disse krejlere, saa vi sagde paent nej tak....ca. 15 gange.
Efter besoeget i Grand Palace, gik Ane og jeg hele den lange vej tilbage til vores guest house....ca. 4 kilometer i Bangkok...det tog omkring halvanden time...masser af trafik, mad-os og mennesker overalt. De lugter overalt og jeg taenker virkelig, at vi maa lugte af lighus dehjemme, fordi vi lugter saa sterilt i forhold til dem. Trafikken er sindssyg og flere gange har vi vaeret ved at blive koert ned. Saa det er bare med at vaere vaagen.I aften tager vi en bus til Umphang, hvor vi skal paa en femdages trekking tur, vandre i junglen, sejle paa floder og ride paa elefanter. Glaeder mig for vildt, men frygter det samtidig, da regntiden er ret slem deroppe. Men det skal nok blive fedt, beskidt og vaadt.
Nu ved I, hvordan jeg har det....der gaar nok en uges tid eller mere, foer jeg kan skrive igen. Saa ha det.

Næste stop - Thailand!

I dag er det loerdag den 1.juli, og om et par timer rejser Ane og jeg Nordpaa. Om til varmen i Thailand. Vi har vaeret i Auckland siden tirsdag aften, og der er faktisk ikke sket saa meget. Vi fik ikke set alt det vi ville, men i gaar var vi paa en gratis sight seeing tur med NZ rejsebureau Stray. Det var vildt fedt med nogen fede guider, der fortalte om New Zealand og de mange kulturer, der findes hernede. Saa jeg er da rimelig overbevist om, at jeg skal herned igen, men kun som turist. Der er saa mange ting, jeg ikke har oplevet, som jeg gerne ville. Men der har bare ikke vaeret tid paa grund af arbejde. Saa min naeste fem-aars plan maa vaere at spare penge sammen til min naeste rejse herned. Er jo nok ogsaa noedt til at inkludere en lille rejse til Australien.
Vi har boet paa X-base backpacker hostel de sidste 4 dage. Vi har boet sammen med de vaerste svinehoveder....Amerikaneren der hostede hver nat, samt tog en masse stoffer og roeg en masse hash. total wasted er vist det paeneste ord, jeg kan sige om ham. Og saa sagde han hele tiden "...bla bla bla, do you know what I mean?"
Australiernen, der er total bums,sover i sit toej, fordi det er saa koldt, aldrig gaar i bad, men haaber alligevel paa, at han kan faa et job som advokat, fordi saa kan han lave et skattetrick, og faa lettere ved at immigrere til UK. UK ser nemlig NZ som et udviklingsland i forhold til Australien, saa han skal ikke tjene naer saa meget her, som i Australien, for at immigrere til UK. Total fusket. Og saa er han virkelig en kloge-Aage, som alligevel ikke ved, hvad han snakker om.
Vores opvasker-finne har vi ikke set saa meget til. Han haenger ud med amerikaneren, gaar i byen om natten, og saa tidlig op og gaar paa arbejde. Han skal jo betale sine party-piller paa en eller anden maade.
Saa har der vaeret vores soede, men lidt kedelige indiske englaender, som spiller ufatteligt godt guitar, og drikker meget kaffe om natten for at holde sig vaagen, for at se WorldCUp om natten. Desvaerre er England blevet slaaet ud, saa vidt jeg kunne forstaa i soevne klokken fem om natten, da han kom tilbage paa vaerelset.

Vi har tjekket ud fra vores vaerelser her klokken ti, og venter egentlig bare paa vores taxi, som skal koere os til lufthavnen kl. 11.45. Saa vi nyder solen, som heldigvis er i Auckland p.t, paa X-base tagterasse. Vi flyver herfra klokken 15.20 og lander i Bangkok klokken 22.30 i aften. Saa skal vi have sol, og rigtig opleve.
Ha det.

Farvel til Wellington

Saa har vi forladt Wellington for at begynde vores naeste del af rejsen. I gaar aftes floej vi fra Wellington efter en trist afsked med vores praktik. Det var nu ret haardt at sige farvel, naar jeg nu ikke ved, om jeg kommer til at se nogen af dem igen.
Vi floej til Auckland, hvor vi er de naeste par indtil loerdag, hvor vi flyver til Bangkok. Vi moedtes med Jesper i dag, og drak lidt kaffe og en oel sammen med ham. Har desuden vaeret oppe i Auckland Skytower, hvilket var en okay oplevelse, da man har en fantastisk udsigt over hele Auckland.
Vi bor paa X-base backpacker, og har allerede snakket lidt med vores samboer....drugaddict, fallit advokat og en opvasker-finne. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal lave i Auckland, da vi nok ikke besoeger den praktik, vi ville i foerst, da vi faktisk bare taenker paa Thailand. Men i morgen finder vi forhaabentlig paa noget sjovt....maaske en tur ud og se en vulkan. Bare fordi vi kan!!!
Ha det godt saa laenge.

En tak til de uforudsigelige gode dage!

En meget forunderlig og hyggelig weekend er gået. Fredag aften gik med at se UKTV sammen med Barrie, spise hjemmelavet pizza og chokoladekage, som jeg bagte et par dage forinden….uhmmm. (Bliver aldrig for gammel til at slikke skålen…ja det er lidt ulækkert) Lørdag var planen, at jeg skulle tidlig op, men alt for koldt, så jeg blev liggende lidt længe i sengen. Fik ikke løbet min lørdags morgentur, som ellers har været fast ritual de sidste 4 –5 uger. Stod op, fik den traditionelle morgenmad, en dejlig stor kop varm kaffe og tændte op i pejsen i stuen.
Jeg er begyndt at læse Ringenes Herre på engelsk, så det gik det meste af min formiddag med. Om eftermiddagen skulle jeg på arbejde. Det var et møde om, hvordan deres strategiske og årlige plan skal se ud. Meget spændende, meget langt og meget koldt møde. Men fik en masse gode notater til min pæd./KOL opgave.

Lørdag aften var vores plan at tage ned på Molly Malones og høre the Black Velvet Band, som vi hørte første gang i Christchurch. Men det er altså ligesom om, at det skal regne konstant hernede for tiden, og selvfølgelig regnede det også, da vi ville af sted. Så vi besluttede os for at blive hjemme…rimelig træt af det, da jeg havde total god hår dag!!! Anyway…spiste aftensmad, ingenting i fjernsynet, Ane spillede guitar og jeg på nettet en times tid, da jeg pludselig fik en besked: ”Are you dancing?” Jeg kendte ikke nummeret, så derfor måtte det ligesom være et tegn. Regnen var holdt op, så ud af døren vi fløj, ned til bussen og ned på Molly Malones og høre irsk musik. (Det var dog ikke lige så sjovt, som i Christchurch.)
Musikken var ikke det samme, og alle folk virkede total kogt i øl og sprut. Måske det havde noget at gøre med, at Ane og jeg ikke havde drukket, og drak kun to øl dernede. Men det var nu meget sjovt alligevel, og vi snakkede også med nogen mærkelige mennesker. Blandt var der en fyr, som kom over til mig, og spurgte om jeg havde noget i mod hans ven, for han følte, at jeg sendte ham onde øjne. Da jeg ikke en gang havde kigget på ham, andet da jeg snublede halvt over min stol, var jeg ligesom nødt til at finde på noget, så jeg sagde, at min øjne er ligesom onde Gismoøjne, og jeg ikke helt kunne gøre for det. Kort efter fik vi selskab af Mario Brødrene….SERIØST, det måtte de være. Og Mario spurgte Ane, om hun ville føde Luigis børn…..SKUMLER! NEJ TAK.
Desuden lige en lille chat med nogen ALL BLACKS spiller (Rugby). Men vi vidste faktisk ikke, at de var, og vi egentlig også ligeglade. Næste dag fandt vi dog ud fra en reklame på TV, at han er en vildt kendt rugby spiller, og Rachel fra arbejde fortalte, at normalt er han overrendt af piger. Så måske syntes han bare, det var rart, at vi egentlig ikke vidste, hvem han var. Men vi gad ham jo ikke, så måske ikke så meget kompliment til ham.

På vej til den sidste natbus, mødte vi over 20 politifolk, hørte politibiler hele tiden, fulde piger, der mistede deres sko midt på kørebanen, transvestitter i glitter, glas sko og adgangskorte nederdele og shorts. (Heldigvis var det ret koldt, så ingenting kunne hænge nedenfor og dingle.) Og vi HADER bare, når transvestitterne har mere kvindelige røve og ben. Men det er sgu ret sjovt, at de gør det, og flere skal gøre det derhjemme, før det gør lige gadebilledet meget mere festligt.
Og så er der selvfølgelig de biologiske piger, som stadig klæder sig, som om der er 30 grader udenfor, selvom der faktisk kun er 5 grader. Skal siges at Ane og jeg var klædt i tre lag, fordi det var så koldt. Men alkohol får jo også en til at holde varmen. Men vi har set i en reklame hernede, at når man er fyldt 25, så kan ens knogler begynde at nedbryde, så vi passer på os selv. PUHA…jeg lyder sgu da som én på 70…..”De unge mennesker nu til dags. Hvad skal vi gøre ved dem.” Skal her siges, at vi nogen gange kunne være 90 år, for Ane er halv døv på det ene øre, og mine led knirker.
Nå, men det var lige lidt om vores anden sidste weekend her i Wellington.
Ha det

14 dage tilbage i New Zealand

I dag er det fredag og jeg har haft fri, da jeg har været lidt syg. Noget træls mave halløj. Men jeg har det heldigvis allerede bedre. Jeg har fået lavet min endelig evaluering af min praktik, og jeg har skrevet en masse om, hvad har jeg har lært hernede. Det er helt befriende at kunne sætte kryds i min opgave liste og sige, at nu er praktikken snart slut. Nu vil jeg bare nyde de sidste 7 arbejdsdage. I morgen skal jeg til et strategic plannning møde i Créche, og det glæder jeg mig lidt til, da jeg tror, det er noget, jeg virkelig kan bruge i min afsluttende PÆD/KOL opgave. Næste uge bliver der holdt afskedsfest for mig om torsdagen, hvor vi skal have bål og ristede hotdogs. Medmindre vejret er lige så dårligt, som det har været i dag. I dag har det regnet og blæst hele dagen, og det er rigtig trist. Især når man kan sidde og se VM fra Tyskland, hvor vejret er helt fantastisk.

Jeg har set England spille mod Trinidad Tobago sammen med Barrie, hvilket var ret sjovt. Han sad virkelig og fortalte spillerne, hvad de skulle gøre og hvordan de skulle spille. Men det er egentlig meget forståeligt, hvilket jeg fandt ud af, da han fortalte mig, at han faktisk har været landsholdstræner for det New Zealandske fodbold hold i 10 år fra omkring 1979. Han fortalte om VM i ´82 (tror jeg), hvor New Zealand spillede imod Kina. Og der var 91 000 tilskuer, og det New Zealandske havde aldrig spillet med så mange tilskuer. De tabte desværre 1-0 til Kina. Det var spændende at høre ham fortælle om, og jeg kunne se, at fodbold virkelig er hans passion. Han træner stadig unge drenge hver mandag, tirsdag og onsdag morgen, før de skal i skole, og han stopper nok ikke, før de er nødt til at bære ham af banen. Det var ret hyggeligt at sidde og se en fodboldkamp med én, som ved hvad han snakker om. (Ikke som onkel Jørgen, der springer hen foran skærmen og prøver at styre spillerne med sine fingre.)

Når vi rejser fra Wellington, har vi tre dage i Auckland, hvor vi forhåbentlig kan besøge det ungdomsfængsel, som var vores førsteprioritet af praktikker, inden vi besluttede os for Wellington. Men intet er sikkert endnu. Vi har desuden snakket om at besøge noget af Anes familie, som bor i Auckland. Hun har aldrig mødt dem, så det kunne jo være meget sjovt for hende. Og så måske lige en smut ind forbi Pede og Vicki, hvis ikke de er taget på ferie på Fiji. Og så er det vist også enden på vores tur til New Zealand – jordens røvhul, som vi har kaldt det. (Dette skal ikke forstås som noget dårligt, men mere bare fordi vi besøgte de kratere og termiske pools i Rotorua, som virkelig stinker af røv.)


Ha det godt til vi ses i Danmark. (Jeg ved ikke, hvor meget jeg får skrevet i Thailand) Måske der kommer en lille hilsen på bloggen, inden vi cruiser videre nordpå.

Sweet, sweet as, just cruising, good on ya, mate, right-O, no worries, eh?!, how´s things?, How are you?  SLUT

Uvante oplevelser

I dag er det tirsdag den 6.juni. Men meget underligt, da det er hundekoldt, som i forhåbentlig kan se på billedet, hvilket jeg jo ikke er vant til i juni måned. Jeg ved godt, jeg har snakket meget om, hvor koldt det er her, men selv Kivierne er ikke vant til det, og det er hvilket frysende koldt. Men heldigvis er dagene meget solskinsrige, hvilket lige giver lidt ekstra energi. JEg har ikke ret mange dage tilbage i praktikken, og det passer mig egentlig godt nok. Men jeg har ikke hjemve mere...nu vil jeg bare gerne se noget andet og opleve noget andet, end bare arbejde.

I weekenden shoppede vi og jeg fik nye fede stoevler...jeg har ingen anelse om, hvordan jeg faar alle disse ting med hjem. Desuden var vi paa museum og se "Lord of the Rings Exibition" paa Te Papa og paa City Galleri saa vi Patricia Piccinini, hvilket nok er en af de fedeste udstillinger, jeg nogensinde har set. Ane og jeg var i byen paa vores irske pub Kitty o'sheas...det var lidt som om at vaere dernede for at sige farvel. OG Ane lod mig give hende mascara paa, hvilket er fuldstaendigt unormalt. Vi havde det mega sjovt, men naeste dag var vi ogsaa noedt til at betale for det. Saa vi laa hele dagen foran flimmeren og saa BRIT FLICKS....total stener. I gaar, mandag havde vi fri, da det var dronningens foedselsdag, og Kivierne er af den opfattelse, at man ikke skal snydes for en fridag, selvom helligdagen falder i en weekend. Saa det var lige en ekstra fridag.

Tilbage paa arbjede i dag. Arbejde i weekenden, da vi har en working bee weekend, og jeg skal lave et vaegmaleri med Rachel. Naeste uge skal jeg besoege den gamle supervisor fra Creche, som har skiftet arbejde til en anden kindy med fokus paa integration og forskellige nationaliteter. Det glaeder jeg mig meget til. Weekenden efter det, har vi strategic planning med foraeldrene, saa jeg har nok at se til inden jeg stopper. Vi rejser til Auckland den 27. juni, hvor vi skal besoege et ungdomsfaengsel. Og den 1.juli rejser vi fra Auckland og op i varmen i Thailand. Saa der er ikke lang tid tilbage, hvilket er lidt maerkeligt og trist, men samtidig superfedt, for nu traenger jeg snart til at komme hjem og se alle vennerne og familien.

Vores tur til Taupo...og Anes foedselsdag

Nu er det vist på tide, at jeg holder jer derhjemme lidt opdateret. I dag, tirsdag den 30. maj er der godt 4 uger tilbage af min praktik. Det er ved at være ret koldt hernede, og de fleste aftener har vi tændt op i pejsen eller sat den elektriske radiator til. Jeg sover med to dyner, men vågner alligevel hver morgen med lidt frost i tuden – hash eller gas??? (Dem der kender Rasmus Nøhr) Men stadigvæk er der dage, hvor vi kan sidde udenfor og nyde solen, og drikke en kop kaffe. Sidste weekend tog bookede Ane og jeg en bil, tog på lidt shopping og drak noget kaffe i solen på vores stam cafe, Espressoholic. Om søndagen klippede jeg Anes hår, og fik også den mærkelige ide, at jeg da sagtens kunne klippe mit hår. Så sådan blev det altså – og lidt kortere.

Onsdag den 24. maj havde Liz og Barrie lavet middag til os, og vi fik lam med rosenkål og broccoli, søde kartofler og bagte kartofler. (Lam og rosenkål er nok ikke lige min favorit) Men vi hyggede os og snakkede en masse med Liz og Baz. Han er nu hyggelig, når han fortæller om sin barndom i England, griner med hele kroppen, med et meget atypiske underbid og skuldrene op til ørerne. Da vi begyndte at snakke fag snak med Liz, gik Barrie ind og spillede på sit klaver. Jeg havde bagt en fødselsdagskage til Ane (Den der du ved nok) og hun måtte puste lys ud….flere gange, da Liz skulle tage flere billeder.

Torsdag hentede vi vores lejede bil, jeg var til General møde på arbejde, og Ane fik lavet en masse arbejde på computeren. Jeg tog fredag fri, da jeg ikke havde det så godt. Men om eftermiddagen kørte vi Nordpå til Taupo, da vi havde planlagt at fejre Anes fødselsdag med et skydive…. 5 timer i bil og ankom fredag aften til Taupo. Bookede ind på et hostel, og næsten på hovedet i seng. Næste morgen bestilte vi vores skydive til søndag, kørte mod Rotorua for at se alle de sprudlende mudderpøle, geichere og livlige kratere…men det regnede helt forfærdeligt, så vi kørte videre mod Matamata, som er den by, hvor Hobbiton (the Shire) er optaget til Ringenes Herre. Efter et par timers kørsel, ankom vi til Matamata, hvor vejret var strålende, og turen ud til Hobbiton blev helt fantastisk. VI havde en rigtig sød ældre mand som guide, og han kunne en masse historier. Så det var en rigtig god beslutning. Kørte tilbage til Taupo, hvor det stadig regnede, tog på restaurant og fejrede Anes fødselsdag…vi var så de eneste derinde, da alle var hjemme for at se Super 14 finalen i Rugby….men vi hyggede os, og vores græske kok henvendte sig personligt, for at spørge om maden nu var god nok. Tilbage på vore hostel, tidlig i seng, da vi jo allerede skulle skydive kl 8.10 næste morgen.

Vi stod op….alt for tidligt, og Anes dag startede med lidt adrenalin chok i maven, hvilket var fuldstændig unødvendigt, da vi slet ikke kom til at springe…..REGN, REGN, REGN!!! Vi kørte til Wai-O-Tapu, syd for Rotorua, og besøgte alle de sprudlende og boblende mærkelige kogende pøle og Geichere. Heldigvis holdt vejret tørt, men samtidig var vi ret glade for, at det ikke var varmere, for HOLD NU OP, det stinker af rådne æg og sur svovl i Wai-O-Tapu. Men det var en fed oplevelse at se, hvordan termiske kilder i jorden kan komme til live i overfladen, og jeg kan ikke lade være med at blive ret forundret over naturen.

Derefter besluttede vi os for at køre op til Mt. Maunganui ved Bay of Islands, hvor vi nød den dejlige strand, det lidt varmere tropiske klima og de mange surfere…Det var så endnu en dag med en lang køretur. Men hernede er afstand noget helt andet end derhjemme, og man kører bare derudaf, hvis det alligevel regner. (I påskeferien kørte vi 2277 km på 14 dage…denne weekend kørte vi 1500 km på 4 dage.) Lidt træt i hovedet, da vi kom tilbage til Taupo, da jeg havde kørt hele vejen, så vi fik lidt at spise og kravlede i seng. Næste morgen stod vi op klokken 6, da vi håbede, at vi kunne nå at se Mt. Doom, inden vi skulle aflevere bilen i Wellington. Men alt for tåget og alt for vådt, kørte vi videre til Wanganui, hvor vi tog på museum….så lærte vi også lidt om Maori folket.
Tilbage i Wellington og afleverede bilen klokken halv fem. Og det var endnu en weekend i New Zealand, der gik. Tilbage til arbejde, tilbage til studierne og være seriøs de sidste 4 uger.(JEg har desuden lagt en masse nye billeder paa FLICKR...

Det er koldt og jeg er langt hjemmefra...

Endelig, endelig kan jeg oprigtigt sige, at jeg forstaar Kim Larsens sang. For det er hundekoldt hernede. vi kan se vores egen aande...indenfor i huset, det regner og de lover sne i naeste uge. Sidste nat havde vi jordskaelv, som er det foerste vi har oplevet. De har normalt et hver 14. dag, men vi har ikke kunnet maerke det, da vi bor meget hoejt oppe. Saa sidste nat maa have vaeret slem, siden vi kunne maerke det. Ane sov inde ved mig, da vi laa og sludrede lidt til sent, og da jeg vaagnede ved 4 tiden i morges, troede jeg Ane laa og rystede af kulde, for sengen rystede helt. Men saa kunne jeg hoere mine ting paa kommoden klirrede, og det gik op for mig, at det var et jordskaelv. Saa nu har vi ogsaa proevet, dog halvt i soevne.

Wellington og jeg.

Den 13. maj
Originally uploaded by Leeloo2.

Hej til alle Lørdag den 13. maj 2006

Det er lørdag først på aftenen, og jeg har lige haft en total afslappet og meget hyggelig lørdag med mig selv. Jeg vågnede kl.7, selvom jeg havde ligget og læst den halve nat. Stod op klokken halv otte og tog mine løbesko på, som ikke er tæt på at være slidt. Løb en lille tur på cirka 4km (gik dog lidt af vejen), mødte morgen friske mennesker, som alle hilste. Regnen havde lige stoppet, så alt var stadig vådt udenfor, men solen krøb sig over bjergene og gjorde det til en helt fantastisk smuk og frisk morgen. Hjemme igen, tog et hurtig bad, spiste min traditionelle morgenmad medhavregryn, rosiner, bananer og græskarkerner…prøv det, før I rynker næsen. Det er sgu en god kick-start…men glem endelige ikke den frisk pressede juice med mango og appelsin…uhmm (måske ikke helt selv presset den!)

Jeg gik ned i byen, og lod Ane blive hjemme ved hendes studier og hendes bageri…vi bager jo selv vores rugbrød nu.) Jeg troede egentlig bare det skulle være en helt almindelig shoppe tur, en kop kaffe, et par cd’er og en gave til Ane. Men alt andet skete. Nede i city centre var der et stort vej skilt, som omdirigerede trafikken, men det var altså ikke pga. vejarbejde, men en film, der var ved at blive optaget. WARNING – FILM CREW!!! Måske jeg er så heldig, at jeg kommer med på filmen. Jeg gik ned mod havnen, for jeg havde besluttet at se byens museer…. Desuden så jeg, at der var en gammel lagerbygning, hvor der var en midlertidig udstilling, og da var gratis, gik jeg selvfølgelig. Det var en udstilling fra deres art education, og flere gange blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at lave noget på deres collaborate art desk. Men følte mig ikke så arty, og nød bare udstillingerne. Derefter gik jeg over på academy of Fine art, da jeg tidligere har planlagt, men ikke fået det gjort. Der var dog ikke noget, bortset fra nogen fede malerier af S. Knapp (hollandsk kunstner), som også havde udstillet det forrige sted. Men jeg vil ikke beskrive dem, for det vil bare ødelægge mit syn på dem, hvis jeg skal til udpensle detaljerne.

Fortsatte over på Museum of Wellington City and Sea, som er en udstilling over Wellington og New Zealand op igennem tiderne. Det første rum, jeg kom ind i, var opsat som en gammel lagerbygning i 1890, hvor der var lyde og genstande, der passede ind i tiden. Desuden pilede en rotte hen over loftet, og en kat lå og viftede med halen…alt meget autentisk og virkelig troværdig. Jeg fik dog også et mindre chok, da rotten dukkede op, og et lille gisp røg over mine læber. Resten af museet viste mest bare Wellington op igennem tiden, og jeg brugte ikke så meget tid på det. Men der var en Samoaen digt oplæser, som fortalte om hendes forhold til Samoa og New Zealand, og en udstilling om de kummerlige forhold, Samoa folket levede under, mens de var under New Zealands(Engelsk herredømme) Men spændende og utrolig gode, ikke selvhøjtidelige digte. Godt mættet af kultur, besluttede jeg, at det var nok for i dag. Måtte hellere få købt gaven til Ane, og drikke en kop kaffe, men kom lige forbi en smykkeforretning , ejet af Hanne Andersen???

Var nødt til at gå ind, nysgerrig som jeg jo er. Ekspedienten henvendte sig hurtigt, da det er meget normalt hernede…enten er det høflighed eller frygten for tyveri. I hvert fald spørger de altid hvordan det går, om man har haft en god weekend, etc. før man overhovedet har haft en chance for at kigge rundt. Men i hvert fald denne søde mand, meget løs i håndledet, to meter høj, mange ringe på og ørering i højre øre, skulle nok hjælpe, hvis jeg havde brug for det. Da jeg sagde, at jeg bare var nysgerrig, og egentlig bare ville se, hvilke smykker de havde, og kunne genkende det danske navn, blev han helt positiv overrasket, og begyndte at fortælle om deres egen produktion, Hannes besøg til Danmark hver vinter for at hente smykker, og spurgte, om hun skulle bringe noget til mig fra Danmark. Kunne ikke lade være med at smile indvendig, for han var en rigtig prinsesse, når han fortalte om de her smykker, som bare faldt fantastisk smukt om halsen…”They are abosolutly beautiful.” Jeg fik deres kort, og lovede at komme tilbage. Hvilket jeg nok også gør, men desværre er det nok alt for dyrt for mig at købe noget. Ærgerligt!!!

Gik videre, fik shoppet, købt nye jeans, da mine yndlings jeans hjemmefra synger på sidste vers…har syet dem 4 gange, men der bliver ved med at dukke nye huller op i det slidte stof. ØV ØV ØV!!! Irrelevant. Men åbenbart var det en dag med overraskelser, for midt på strøget stod der en irsk gammel gut, og spyede ild….meget særligt, meget sjovt og meget skræmmende. Købte de sidste ting, og besluttede mig for at tage til Curtis Street igen. Kom hjem til friskbagte boller og rugbrød, total solskin i haven, og en hyggelig rugby kamp i vores ”baghave”. Det var som sommer igen. Ane har ikke helt fået læst så meget, men hun har tændt op i pejsen her til aften, jeg har taget et karbad, alt imens jeg drak et glas vin og læste min (nye) bog. En meget almindelig, og alligevel begivenhedsrig dag. Vil slutte herfra, og sige at jeg nyder de små overraskelser, som dukker op, når jeg mindst venter dem, hvis bare jeg husker at kigge efter.

Kærlig hilsen
Lone Klemmensen, Wellington, New Zealand.

Efteraar i New Zealand

Saa er det efteraar i New Zealand. Jeg har haft baal for foerste gang paa arbejde, og Ane hjalp mig, da jeg var lidt utryg ved det, da boernene ikke rigtig ved, hvordan de skal forholde sig rundt om et baal. Men det gik rigtig godt, og naeste gang laver jeg selv baal. Det bliver til min afslutning den 22. juli, hvor foraeldrene kommer om aftenen, og vi skal lave danske hotdogs med ristede loeg. Desuden er vi begyndt at haenge gamle aebler ud til fuglene. Boernene nyder at se fuglene aede af aeblerne, og det er ret hyggeligt at se dem sidde uden for vinduet, og floejte lidt for os. Jeg har ogsaa haft et efteraars tema med boernene, hvor de har malet med nedfaldne blade, skaaret aebler til fuglene, og tegnet med tegnekul fra baalet. Saa jeg faar lov til mange ting, og det er ret fedt, at de foeler jeg ogsaa er en af personalet.
Efteraar er kommet, og det betyder at jeg endnu en gang paa et aar faar lov til at opleve et efteraar. Det er ret koldt om morgenen, og da huset er et gammel traehus med vinduer med kun et glas, saa er det utrolig koldt og svaert at komme ud af den varme seng om morgenen. I weekenden havde vi endda gang i deres braendeovn...og vi skal selv hugge vores braende, saa det er lidt som at vaere i sommerhus.
I fredags fik vi besoeg af Anders, som vi moedte, da vi rejse rundt paa syd-oeenn i paasken. Han var lige et smut forbi Wellington, inden han skulle videre til Auckland, og derefter Sydney. Det var ret sjovt at se ham igen, og vi snakkede hele aftenen, spiste hjemmelavede pizza, drak oal og hoerte TV2...saa det var meget hjemligt. Rigtig god overraskelse vi fik, da vi ellers bare havde planlagt at laese og arbejde hele weekenden. Men loerdag skulle der selvfoelgelig indhentes lidt, saa vi forsoegte at arbejde serioest, men det gik ikke saa godt. Soendag besoegte vi Bob, som var den tidligere supervisor paa mit arbejde, men har skiftet arbejdet for ca. et aar siden. Han var virkelig en saerlig og sjov person, drtak hurtigt sine oel, roeg hjemmerullede cigaretter og lignede allermest en vagabond med sin oerering, lasede striktroeje, graa habitjakke og hullede jeans. Men utrolig hyggelig og rar. Og saa en stilet akademiker kone!!!
I dag er jeg tilbage paa arbejde, solen skinner, det er smaa koldt, men det skoenneste vejr udenfor. Saa jeg vil ud og nyde det sammen med boernene.

Den sidste tid i New Zealand

Saa er der under to maaneder tilbage af praktikken i Wellington, New Zealand. Vi havde, som I sikkeert og forhaabentlig har laest, en helt fantastisk paaskeferie paa sydoeen. Saa det var lidt haardt i soendags at taenke paa, at nu skulle vi bare arbejde de naeste to maaneder, inden vi kunne komme ud og rejse og opleve igen. Men da mandagen var ovre, var det faktisk ikke saa slemt at komme paa arbjede igen. Desuden er Ane og jeg begyndt at planlaegge smaa weekends ture rundt paa Nordoeen, til Australien og eventuel Fiji...bare fordi vi kan, naar vi nu alligevel er hernede.

De naeste to weekender har jeg sat af til at faa laest det faglige, jeg mangler, den tredie weekend ved jeg ikke rigtig, hvad vi skal, maaske slappe af. Weekenden efter bliver det en lille tur til Rotorua, Mount Taranaki og Taupo, hvor vi har bestemt at vi skal sky dive...det er bliver fedt at fejre Anes foedselsdag paa den maade. Weekenden efter har vi snakket om, at vi maaske vil besoege Christina i Brisbane, da vi har fri om mandagen (da det er dronningens foedselsdag) Og saa kunne det jo ogsaa vaere lige at flyve de tre timer, det tager til Fiji, og saa bare kunne sige, at man har vaeret der. Saa det er lidt planen. De sidste weekender skal vi vist bare laese, lave paed/KOL opgave og vores endelige evaluering. Naa ja, og saa maaske lige et lille bungy jump i Auckland, foer vi tager flyveren til Thailand.

Men helt aerligt, saa synes jeg faktisk ikke, der er ret mange, der er ret gode til at skrive tilbage eller bare smide en hilsen paa bloggen, undtagen Poul, og det er sgu fedt. JEG LEVER STADIG, hvis faldskaermen holder, eller elastikken ikke knaekker. Haaber I har det godt, men jeg kan jo egentligt faktisk ikke vide det. Saa I kunne vaere stoppet i praktikken, sprunget ud fra en bro eller faaet ny kaereste, smidt den gamle ud, taget den gamle tilbage, eller stoppet med at ryge, og jeg ville slet ikke vide det, og vaere total bagud med sladder og nyheder, naar jeg kommer hjem.
Ha det bra

Påskeferie m canyon swing, kolde øl og oversvømmelser

Christchurch, 27.april 2006
Glaedelig paaske til jer alle sammen derhjemme
Jeg har nu haft ferie I naesten 14 dage, og det har vaeret helt fantastisk. Ane og jeg har haft det utrolig sjovt og oplevet en masse. Vi startede om morgenen paa Langfredag, hvor vi stod op klokken halv fem, gjorde os klar og Liz koerte os til baaden. Desvaerre havde vi kigget forkert paa billetten, saa det var forest om aftenen vi skulle fasted. Saa det startede godt ud. Men heldigvis kunne vi faa det aendret, saa vi kom med baaden fra Wellington til Picton kl. 7 om morgenen. Det tog ca. 3 timer at sejle over, og det er nok en af verdens smukkeste sejlture. Men jeg saa ingen delfiner, som de havde lovet os.

Da vi kom til Picton, gik der halvanden time, foer den naeste bus koerte videre til Nelson, hvor vi skulle moedes med Christina og Gry. Saa vi besluttede os for at blaffe, for det var der ogsaa mange andre, der gjorde. Efter ca. tyve minutter fik vi et lift af en stor hvid Jaguar fra 1970 eller noget. Den indeholdt et kristent par, som gerne ville koere os videre ca.20 kilometer. Saa det var ret fedt. Men de var meget kristne og havde lige vaeret I kirke til paaske messe. Og fortalte os nok 15 gange, at unge piger ikke skulle blaffe. Saa vi maatte love hende, at vi ville leje en bil i Nelson. Hvilket jo I forvejen var vores plan. Vi blev sat af ude ved en kaempe vej, hvor der absolute ingen huse eller mennesker var, og vi var ret fucked, hvis ikke der ko9m en bi log samlede os op. Men efter 15 minutter kom en ung mor paa 35 med hendes 2 piger, som skulle helt til Nelson, der laa ca. 100 kilometer derfra. Det var ret heldigt. Hun var total modsaetning af det foerste par, sagde fuck Jesus og havde lidt graes I handskerummet, roeg I bilen, men var ellers meget sund gymnast, der bare levede livet fuldt ud. Hun koerte os helt til Nelson og ind paa det Backpacker hostel, hun mente, var det billigste.

Om fredagen moedte vi Christina og Gry, som var helt oppe at koere, da de havde vaeret ude og skydive. Vi drak nogen oel, blev lidt fulde, selvom man skulle koebe mad for at koebe oel, dad et var Langfredag. Vi blev inviteret hen paa en bar efter lukketid, drak nogen flere oel sammen med personalet, og tog op til et hus, der laa i nogen bjerge med udsigt over byen. Deroppe drak vi nogen flere oel og nogen stykker af os hoppede I spa badet, selvom vi ikke havde badetoej med. Og saa roeg nogen lidt graes. De var meget sjove, men det var ogsaa rimelig surrealistisk. Vi tog efter et par timer ned I byen, spillede lidt Snooker, og tog hjem og sov.
Naeste dag koerte Gry og Christina videre til Christchurch, mens Ane og jeg sov toemmermaendene ud. Vi lejede en bil, Nissan Sunny, som har faaet oegenavnet Sonny Boy. Soendag koerte vi til Takaka, Abel Tasman, hvor der var de helt fantastiske blaa laguner, saeler med pels, og laekre strande. I Takaka overnattede vi paa et lillehyggeligt hostel, hvor vi moedte to soede danske fyre, der ogsaa rejse rundt I Australien. I Lonely Planet er Takaka naevnt som stedet for hippie boern og kunstnere, og det var ogsaa meget rigtigt. Og saa roeg de lige lidt mere graes paa dette hostel. Alle goer det ligesom hernede, med mindre de er mormoner…og dem skal man passé paa, isaer maendene, har vi faaet at vide.

Mandag var rigtig hyggelig, vi fulgtes med Martin og Anders, de danske drenge, ud til Wainui Falls, som vi syntes var et helt fantastisk vandfald. Men paa vores turn ed langs vestkysten senere paa ugen, fandt vi ud af, at dette vandfald var ingenting. Ude ved vandfaldet moedte vi flere hippier, som skulle ud og fejre, at deres smaa piger blev til kvinder, og de skulle vaere sammen I naturen I fem dage. Meget maerkeligt!!! Som at blive sat 30 aar tilbage til 70’erne….alle meget kaerlige mennesker, som krammede og kyssede, koerte i folkevogn og spillede guitar.
Samme dage koerte vi videre ned og over mod vestkysten. Jeg kan slet ikke beskrive den tur, for det var saa maerkeligt at koere gennem bjergene, opleve naturen, regnen, manglen paa civilization og faar alle vegne. Og saa pludselig ude midt i ingenting er der en bar, hvor der er hoej reggae musik, der giver ekko i bjergene, 100 af mennesker, der danser og drikker oel. Vi koerer videre, da vores maal er Punakaiki – pandekageklipperne, og der er stadig lang vej. Pludselig 50 kilometer foer, staar der et skilt, at de naeste 87 kilometer er der ingen benzintank og vi har altsaa under en kvart tank tilbage. Men vi ville naa darned den aften, saa vi koerte videre med en lille frygt om, at vi loeb toer for benzin, da vores maaler er lidt utilregnelig. Men det skete ikke. Det var helt moerkt, da vi naede frem til vores Backpacker hostel, og det eneste vi kunne se, var lyset fra den lokale pub, campingpladsen, og backpacker hostellet….som ogsaa var det eneste civilization i omraadet.

Lidt skraemmende var det ogsaa, da vi skulle parkere bilen, for vi kunne hoere havet buldre og boelgerne slaa ind mod stranden lige foran os, men vi kunne ingenting se, og vi havde faaet at vide af den tyske vaertsmand, at vi sagtens kunne holde der. Saa det gjoerde vi. Efter en lang dag med en langsom koeretur paa 380 kilometer gennem bjerge, var vi klar til at sove klokken ni. Jeg tog et varmt bad i deres udendoers spa (som er paa naesten hver eneste hostel) og kravlede I seng. Naeste moergen da vi vaagnede, var der uden for hostellet den vildeste strand med kaempe boelger, so mom vi var ved verdens ende. Saadan foeltes det i hvert fald. Vi pakkede sammen, for nu skulle vi bare se nogen klippe pandekager…..vi gik rundt I en time, og saa var det vist det. Det var meget fascinerende, hvordan naturen har formet de her “pandekager”, men vi var ogsaa overrasket over, hvordan mennesket har taemmet naturen derude, saa ingen kommer til og koerestolsbrugere kan komme til. Hvilket jo alt sammen er meget godt, men det tager ligesom lidt af fascinationen over naturens kraefter, naar mennesket faktisk er ligesaa gode til formed et, som de vil have det.
Vi koerte videre til Greymouth, som ellers skulle vaere en kedelig by, men vi ville altsaa prove deres Cave Rafting. Vi bookede os ind paa Noahs Arks Hostel, og fik deres Monkey Room (som I senere vil erfare, saa er der et faktisk lidt af et dyretema i vores rejse – helt ubevidst), fik billetter til Cave Rafting og tog derud sammen med 2 aussier, en tysker og vores californiske guide Chris…meget morsom og meget amerikansk bonderoev paa den made han snakkede. Vi gik ud igennem en regnskov i vores wet suits, kom til en underjordisk hule, hvor de gav os instruktioner og en pandelygte, og saa var de tellers bare at foelge Chris ned under jorden, i isende koldt van dog moerke. Men det var det fedeste, skraemmende og fantastisk paa en gang, og ret ulaekkert, naar jeg kom til at sluge muddervand. Halvvejs inde skulle vi proeve en grotte, hvor man kun kunne komme igennem, hvis man kravlede helt ned paa maven og skubbede sig frem. Der fik vi da lige sat vores klaustrofobi paa proeve. Men det var ekstremt fedt. Derefter sad vi I total moerke, og saa paa Glow Worms I loftet, mens vi drak varm kakao. Dagen sluttede af med et dejligt varmt spa bad (igen), en oel og en blaabaer muffin hos vores Adventur hangar. Det var en total fed dag, og indtil videre en total fed tur, som er blevet praeget af tilfaeldighederne.

Naeste dag koerte vi videre til fox Glacier, hvor vi ville op i en helicopter, og flyve helt op paa gletcheren og vandre. Men desvaerre var alt booket, vejret var daarlig, og det hele var lidt trist…isaer med den roevsyge campingplads vi kom til at ligge paa. Saa tidlig I seng, fryse roeven af hele natten, og saa vaagne op til den klareste solskinsdag, med udsigt til Mount Cook, med is paa toppen, og blaa himlen. Helt fantastisk….og overbevist om, at det var derfor vi ikke kom af sted dagen foer, for vi skulle jo have det bedste vejr. Og det var helt maerkeligt at kunne gaa oppe paa gletcheren I t-shirt, vores guide viste os ind i is-huler og vi sprag over mega dybe kloefter. Vi skulle have vaeret deroppe i 2 ½ time, men efter 2 timer var skyerne pludselig kommet og alt for langt ned, saa helikopteren blev kaldt, og I loebet af 15 minutter, loebende hen over gletcheren og ind i helikopteren, var vi ned paa jorden igen. Tilbage til bilen og koere videre til Haast.

Haast var endnu et oede sted, som laa ude i ingenting, der var et lille supermarked, Hostellet, og saa nogen faa huse, en pub og en grill. Men de var sgu soede, og saadan er de fleste new zealaendere eller Kiwier…altid hjaelpsomme. Fik igen en god lang nattesoevn, naeste morgen videre til Queenstown, og JUBIII var der endelig omkring middag. Bookede foerst ind paa Hippo Lodge ( endnu en gang dyretemaet) om fredagn, moedte de danske drenge og drak nogen oel. Naeste dag skulle Ane og jeg flytte Hostel til “the Black sheep” (dyretema!!!), hvilket var meget fedt, for det laa taettere paa byen, og Sonny kunne ikke holde til at koere op ad bakkerne til Hippo Lodge. (Paa et tidspunkt stank han virkelig af daarlig festival LORT) Loerdag bestilte vi vores Canyon Swing til om mandagen, tog med de danske drenge u dog se deres FlybyWire, som e ligesom en motorcykel i luften…de var mega sjovt at se paa, men jeg behoevede ikke goere det. Det var meget drenge agtigt med en motor paa et surf braet flyvende I en wire med 140 kilometer I timen. Vi gik i byen om aftenen, og havde en ret hyggelig aften. Og lidt traette dagen efter, men ikke mere traette, end at vi kunne drikke lidt flere oel, og se pa en brasiliensk kampdans, kaldet capoeira. Tog i biografen og saa Maori gangster komedie. Skulle jo vaere friske til naeste dag, hvor skulle springe ud i vores Canyon Swing…..60 meter frit fald ned, og saa fortsaetter det over i et stort swing paa 200 meter….faldet foregaar med 150 kilometer I timen lige mod afgrunden….DET ER SINDSSYGT!!!! Og jeg proevede alligevel 2 gange, og ville have gjort det flere gange, hvis der havde vaeret tid til det. ADRENALIN JUNKIE!!! Maaske bare en liiiille bitte smule! Om aftenen drak vi nogen flere oel sammen med drengene, og naeste dag koerte de til Christchurch, da Martin skulle med en flyver hjem til Danmark.

Ane og jeg besluttede os for at koere mod Christchurch onsdag, men da vi stod op om morgenen, var bjergene i Queenstown daekket af sne, der var oversvoemmelser ude ved Oeskysten, og nogen veje var lukket, hvilket betoed, at vi brugte tre timer forgaeves og 250 kilometer ekstra for ingenting. Heldigvis kom vi igennem Lindis Passet, som ellers havde vaeret lukket om formiddagen, videre til Lake Pukaki, som er den mest turkise soe, jeg nogensinde har set. Det var helt vildt. Vi overnattede ved Lake Tekapo, og koerte videre til Christchurch her til morgen. O gnu er vi her endelig. Skal nok se byen, men ellers ikke saa meget mere ferie for vores vedkommende. Vi tager flyveren hjem til Wellington soendag morgen, tilbage paa arbjde mandag, hvor der lige praecis kun er 2 maaneder tilbage af vores praktik. Virkelig maerkeligt.
Haaber ikke brevet er for langt, men der er bare sket saa meget de sidste 2 uger, og det har vaeret helt fantastisk.
Kaerlig hilsen Lone

De fede billeder fra paaskeferien

Picture 004
Originally uploaded by Leeloo2.

Dette er fra vores sejltur fra Wellington til Picton. En dejlig, smuk og rolig overfart. Se flere billeder fra ferien paa mine flickr.

SINDSSYYYYYYGT

SINDSSYYYYYYGT
Originally uploaded by Leeloo2.

AAAAAARRRRRGGGGHHHHHH.......FUCK FUCK FUCK...og dette er mit andet hop faktisk. Se flere billeder under mine flickr billeder....JEG GJORDE DET SGU. Og blev nu ikke alt for bekymret, MOR, men man kan godt blive lidt adrenalin Junkie!!!!

Anes dejlige pandekager

Anes dejlige pandekager
Originally uploaded by Leeloo2.

Efter en hyggelig fredag aften, hvor vi saa saturday night fever, da er den eneste video Liz og Barrie har, og vi sov i stuen paa madrasser, stod vi op og Ane lavede pandekager. Det var total nice, med is, frugt og kaffe til. Om aftenen fejrede vi lidt min og Leas 25 aars foedselsdag, da vi ikke havde faaet gjort det paa min foedselsdag. Det var en rigtig hyggelig og afslappet weekend. Se flere billeder paa "mine flickr billeder" under loerdag den 25. marts.

Instruktions-time i klatring

Vores vaertsmor Liz tog os med ned til The Ferge ved yacht havnen i Wellington, hvor vi kunne oeve os i at klatre paa flere kaempe klatrevaegge. Saa er vi klar, naar vi kommer ud i de rigtige bjerge.

...and down
Originally uploaded by Leeloo2.

Vores sted

Helt specielle billeder til mor og Bendt...saa I kan se, hvordan vi bor. 100 aar gammel hus, med overraskelseshuller i gulvet, hvis man ikke lige passer paa, hvor man staar og gaar.

Our garden
Originally uploaded by Leeloo2.

At Makara Beach

Thursday 16 March Liz took us out to Makara Beach. It is a very deserted place but it used to be very popular, so there are these old broken down houses and the old restaurant just looks so sad. The young people come out there and make out in their cars or to throws some stones in the water. But beside that it is a pretty cool place with nature taking over and the town reminds me of an old fishing town in North Jutland that has gone dead. You can always see more pictures, if you click into the link "mine flickr billeder" so please do.

Enjoying the sunset
Originally uploaded by Leeloo2.

Min 25. fødselsdag

Min 25.aars foedselsdag...Ane havde lavet morgenmad til mig, og Liz havde sat 25 lys i en foedselsdagskage.














Rachel og jeg fredag den 17. marts efter foraeldreaften i the Creche hvor vi selvfølgelig også lige fejrede min fødselsdag lidt. Der blev ikke fejret Skt. Patrick's day dette år, da Ane desværre lå hjemme syg i sin seng.

The Walk to Johnson Hill

This is where our walk to Johson's Hill starts...and yes it is the Hill back in the picture....ready for the long walk up, up, up. The lunch is made and warm clothes is packed, clean cold water in our bootles and sunblock on our bodies.




In the dark forest we follow the narrow trail, and my dear companion keeps talking about the lunch she has made for us....I'm beginning to suspect that she actually is a real hobbit, though she is way to tall and not it enough hair on her feed.



After a long walk over small creeks and muddy rocks we have ourselfes a well-earned rest....I with my water, my suspected hobbit with carrots and candy.

1st weekend in NZ

1weekend i NZ 025
Originally uploaded by Leeloo2.

Isn't she funny ....from our 1. weekend out in Wellington

Solskinstorsdag i haven

Intro til Wellington

Vores soede værtspar tog os med til Mount Victoria, hvor vi kunne se en hel masse af Wellington. Bagefter gik vi en tur langs deres "falske strand", og fik en kop kaffe på en lille hyggelig cafe med mange lækre kager :-)

Øl og sol

Så har vi fundet vores irske pub. Vejret var helt fantastisk i lørdags og der blev både tid til en øl og en lille lur i solen på stranden....god kombi!!!

Ankomst til NZ

Bare saa I ved det, er jeg jo der, hvor det er sommer.

Sol over Auckland

Dette er fra Auckland, hvor vejret var helt perfekt, da vi kom.

Vores nye midlertidige hjem

94 Curtis Street
Originally uploaded by Leeloo2.

Dette er huset vi bor i sammen med vores vaertspar, Liz og Barrie. Utrolig soede og atletiske mennesker, der loeber en time hver eneste dag. Og har alle mulige maerkelige fitness udstyr, som vi bare maa bruge

Med Diana til Wright's Hill

Vores lille sigthseeing tur med Diana om soendagen.

Wright's Hill
Originally uploaded by Leeloo2.

Utrolig windy paa toppen, men meget fedt at se byen fra en anden vinkel.

Bangkok Lufthavn

Bangkok Lufthavn
Originally uploaded by Leeloo2.

Ja ja et eller andet skal man jo lave, naar man skal vente. Har lovet ikke at fortaelle, hvem der har lakrids mellem taeerne....

Mount Victoria

Mount Victoria
Originally uploaded by Leeloo2.

Liz og Barrie, vores vaertspar viser og fortaeller om Wellington

Øjet i glasset

Øjet i glasset
Originally uploaded by Leeloo2.

Mega weird billede, men ret sjovt.

Vintergåtur

Vintergåtur 018
Originally uploaded by Leeloo2.

En ret kold og frossen gåtur ved Århus strand i januar 2006

Forret nytårsaften 2005

Forret nytårsaften 2005
Originally uploaded by Leeloo2.

Uhm dejlig forret nytårsaften. Min broder er nu en mesterkok. Han er sgu den sejeste i verden.